0 kommentarer

Den lille frække Frederik og andre børnerim af Halfdan Rasmussen

af d. 29. januar 2015
Info
 
Sideantal

60

Udgivet

2015

ISBN

87-570-1431-0, 978-87-570-1431-0

 

I anledningen af at det i dag, den 29. januar 2015, er 100 år siden Halfdan Rasmussen blev født, er en række af hans bøger blevet genudgivet – i denne bog, som oprindelig er fra 1951, finder man både meget kendte og mindre kendte vers, mange af dem er der sat melodi til, som automatisk begynder at køre i hovedet mens man læser. Bogen er egnet til højtlæsning for de mindre børn, og de lidt større kan selv læse den.

Nogle af de mest kendte er nok dem man har sunget for sine børn, f.eks. “Den lille frække Frederik”, som har lagt navn til bogen, “Rapanden Rasmus”, “Hvem har malet himlen blå” og “Blæksprutten Olsen”

Ib Spang Olsen supplerer teksten på bedste vis – han har tegnet det rimene fortæller – ret præcist – så forstår de små ikke alle ordene, er der hjælp at hente i tegningerne. Tegningerne er enkle, farvelagte stregtegninger, meget humoristisk tegnet – sjove for barnet at se på, mens den voksne læser højt af bogen. Der er desuden vedlagt en CD, indtalt af Ib Spang Olsen.

“Lille jomfru Glæde
lo en vældig latter
lo så højt og inderligt
at hun fik en datter.

Lille jomfru Tude
græd med rynket pande,
mens en dreng bar tårerne
væk i store spande.”

Rimene er meget fantasifulde, glade og muntre, ligetil at gå til, og vil umiddelbart kunne forstås og nydes af både børn og voksne – sjove børnerim, mange af dem vrøvlerim, går forhåbentlig aldrig af mode. De voksne får helt sikkert også noget ud af at læse op af bogen, måske endda noget andet og mere end børnene. Der er enkelte, som jeg vil tro børn ikke umiddelbart forstår, f.eks. dette, hvor jeg ikke er sikker på at børn vil fange ordlegen med katekismus/kitekasmus, men det gør jo ikke noget, at der også er lidt til den voksne oplæser at fryde sig over:

“Rottefænger Rasmus
fanged fire glasmus,
tog dem med til sit palads
ovre i Damaskus,
gav dem hver et glaskrus,
tændte alle gasblus,
læste med en mægtig bas
i en kitekasmus!”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter