0 kommentarer

Den lilla Møghætte og Pulven af Rune T. Kidde

af d. 29. september 2016
Info
 
Sideantal

48

Udgivet

1987

ISBN

87-7731-002-0

 

Du er hårdt presset, hvis din opgave er at finde en bedre dansk tegneserie end denne. Med en blyant skarp som et sværd går Kidde i kødet på klassiske eventyr, som en protest imod fastholdelsen af eventyrerne i en uforanderlig ramme. Se, før brødrene Grimm begyndte at indsamle og nedskrive eventyr, levede historierne et foranderligt liv via genfortællinger fra mund til mund. Formodentlig for at understrege protesten møder Kiddes udgave af Rødhætte – den lille Møghætte, her en adfærdsvanskelig skovhugger (som selvsagt er fan af filmen ‘Motorsavsmassakren’), og han saver hende i tusind stykker.

Tegningerne er bevidst grimme, humoren bevidst grum og vitserne underdrejede som bare fanden. Da ulven har slugt bedstemor og skal svare Møghætte på hvorfor den har så store øjne, svarer den ‘det er fordi jeg har set TV-bingo hele natten!’

Som Ole Henriksen siger – I LOVE IT.

Ikke at elske Kiddes pendant til de tre bukke fra brugsen, er ikke at leve: Tre brødre mister deres far da han falder af en hest der hedder Knud. Med kun deres mor tilbage beslutter de at gå på kro, for at drikke, synge og hore. På vejen skal de krydse troldens bro. Trolden vil æde dem, men overtales til at vente til de har været på kroen og fylde sig, så de er dejligt møre. Brødrene tager på kro og fyrer den af. Efter tre døgn vender de snuden hjemad, men alle er plagede af tømmermænd, og brækker sig til troldens forfærdelse på dens fine bro. ‘Der er fannen fiseme noen som vælter rundt og brækker sig på min bro!’ siger trolden og sender den hjem én efter én. Da de tre bukke fra brugsen kommer forbi er trolden derfor stadig sulten, og sluger dem i stedet.

Uanset hvor genial den fortælling er, så er det svært kun at vælge én favorit når man blandt konkurrenterne finder perlerne ‘De tre store svin’ og ‘Hærge-Hans og Grumme-Grethe’.

I ‘lige børn’ bliver Kidde NÆSTEN politisk korrekt, for her er to konger, den ene har tre sønner, den anden tre døtre, de to ældste finder sammen, mens de yngste finder sammen i to homoseksuelle par. Problemet er at pigerne er søstre, og drengene er brødre. Så godt nok tager Kidde hatten af for homoseksualitet, men hvis ikke det latterligt tegnede setup får fordrevet ethvert lag af seriøsitet, gør det incestuøse element det nok.

Køb, stjæl, hug eller lån albummet når du får muligheden. Det kan ikke længere lånes på biblioteket, formodentlig fordi bibliotekets eksemplarer enten er blevet læst helt ihjel eller hugget af fantiske kidde’ister. Gid de formastelige må falde i kløerne på en adfærdsvanskelig skovhugger!

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter