0 kommentarer

Den længste nat af Keld Conradsen

af d. 23. september 2005
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

231

Udgivet

2005

ISBN

87-7394-914-0

Originaltitel

Den længste nat

Udgave

1.udgave

 

Keld Conradsen debuterede i 2003 med den humoristiske manderoman “Småfisk og guldmakreller” om Jacob, som bliver forladt af kæresten og pludselig skal være weekendfar og voksen. En fin debut, som bestemt fortjente et publikum.

I “Den længste nat” er hovedpersonen igen en mand, men den overordnede humoristiske tone er væk. I stedet får læseren en varm og velskrevet oplevelse, der løfter Conradsen op i en helt ny – og måske mere seriøs – klasse.

Peter vokser op i den lille by Fladbjerg i Sønderjylland uden at kende sin far. Det er et område, som pga. historien stadig har visse spændinger imellem tyskere og danskere, men Peters bedste ven Günther er dog tysker.

Under et tyvetogt i et pæretræ møder Peter den ældre mand Frederiksen. De lover gensidigt hinanden ikke at fortælle noget til Peters mor om mødet, og det bliver starten på et venskab, der strækker sig mange år frem i tiden.

“Den længste nat” er både en fortælling om venskabet mellem den unge dreng og den ældre mand. Det er også en beretning om, hvordan det er at blive voksen, og hvilke bånd hjemstavnen kan have på én.

Peter lider under ikke at kende sin far, og forstår ikke moderens ønske om at holde faderens identitet skjult. Det giver ham et tomrum i sig, som andre ikke forstår. Den mangel på identitet må Peter enten lære at leve med eller bukke under, og også det beskriver Keld Conradsen på en fin måde.

Selvom “Den længste nat” er en helt anden type roman end debutromanen, er det en bog, man ikke bør snyde sig selv for. Den er fint fortalt med varme personportrætter, og er også et glimrende tidsbillede af 70’erne og 80’erne.

En dejlig og underholdende roman, der ikke kun er for mænd.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter