0 kommentarer

Den kroniske uskyld af Klaus Rifbjerg

af d. 29. september 2013
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

184

Udgivet

2003

ISBN

87-00-18446-2

 

Et af højdepunkterne i Klaus Rifbjergs debutroman, “Den kroniske uskyld” fra 1958, er det herlige, gamle slangudtryk “det rager mig en bajer!”

Den starter sløjt. Igennem mange lange sider lurer mistanken om, at det er en af den slags tekster, der har ramt præcist midt i tidsånden og derefter fuldkommen mistet sin berettigelse. Jovist, man fornemmer, at den må have været mægtigt hip for sin tid. Måske ligefrem en sensation. Fyldt med slang, bandeord og oprørske attituder. Problemet er bare, at ordforrådet og tankegangen virker håbløst antikveret og støvet her et halvt århundrede senere.

Handlingen vimrer heldigvis snildt af sted – skrevet på den der friskfyragtige, distancerende måde, der skulle blive Rifbjergs særkende. Omkring halvvejs kommer der flere kødholdige boller på suppen. Et drama af græske dimensioner bygges behændigt op og kulminerer i en scene, der fortjener en langt bedre film end den, der blevet lavet med Susse Wold som den ene af hovedrolleindehaverne. Den er meget medrivende og i sig selv en god grund til at give bogen en chance.

En anden grund er naturligvis, at det er morsomt at opleve den spæde start på en af de helt store karrierer i nyere dansk litteratur. Rif har senere præsteret langt mere helstøbte værker, men allerede her fornemmer man en usædvanlig vilje til at rende os i traditionerne og provokere på parnasset.

Selve handlingen er hurtigt overset. Vi følger de to middelklassedrenge, Janus og Tore, i deres skoletid under og lige efter krigen. Janus er den noget følgagtige yngling, der klæber sig til bogens egentlige omdrejningspunkt, den karismatiske og flotte Tore. Tore, hvis fraskilte mor er noget så eksotisk som billedhugger. Tore, som naturligvis scorer den indtagende overklassepige Helle. Tore, som har mere end svært ved at komme i kassen med Helle, hvis smukke og ildsprudlende mor, fru Junkersen, lurer i baggrunden som en giftig, sort edderkop i sit spind.

Imens får Janus taget sin dyd godt og grundigt, men føler sig stadig underlegen i forhold til den mere og mere desperate Tore. De tre venner bliver uadskillelige, bliver studenter, drengene drikker sig eftertrykkeligt i hegnet adskillige gange – alt sammen som optakt til den store fest i Junkersens enorme villa på Frederiksberg. Det er her, romanen – og den hjælpeløse film bygget herover – kulminerer.

Pudsigt nok er bogens titel blevet en selvopfyldende profeti. Handlingen er vitterlig meget kronisk og meget uskyldig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter