0 kommentarer

Den inderste fare II af Birgithe Kosovic

af d. 26. april 2018
Info
 
Sideantal

644

Udgivet

2018

ISBN

9788740036909

Udgave

1. udgave

 

Andet og sidste bind af Birgithe Kosovics biografiske roman om besættelsesårenes danske udenrigs- og statsminister, Erik Scavenius, fortsætter undersøgelsen af verdenskrigens hjemlige slagmark.

Et overordnet spørgsmål er, om danskerne slap for billigt gennem den tyske besættelse. Burde vi have kæmpet og ofret mere og dermed gjort livet sværere for de tyske tropper, som eksempelvis nordmændene gjorde? Og hvis var skylden for denne undladelsessynd? Scavenius bar utvivlsomt en del af ansvaret.

Mange mente, at Scavenius var landsforræder, tyskervenlig. Andre, at han overhovedet ikke var venlig. “Den inderste fare” gøre omhyggeligt rede for de danske politikere og kong Christian X’s vekslende standpunkter under Besættelsen og kortlægger i en art dokudrama alle de store og små begivenheder fra de højdramatiske år.

Interessant er Scavenius’ relation til den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, landets reelle øverstbefalende. Udviklede der sig et far/søn-forhold mellem de to, eller spillede Scavenius blot spillet for at mele den danske kage mest muligt?

Kosovic kæmper indædt for at få læseren til at fatte det komplicerede spil mellem Scavenius og Best, som sammen bærer Danmarks skæbne i deres hænder. Hun nipser og broderer, desværre uden at billedet bliver helt klart. Hvad tænker dr. Best? Hvad mener Scavenius? Og er det ikke ligegyldigt, når det nu bare er Kosovics frie fantasi?

Læseren bliver hurtigt træt af at høre om Scavenius snerren/brølen/råben/rasen, den rigsbefuldmægtiges “fornemme ansigt” og de sigende blikke, der konstant udveksles mellem de implicerede. Alle de stramme læber, bævrende hager, sitrende øjenlåg.

Det er som at læse om faktuelle begivenheder på en række udvalgte datoer i en ældre, tilknappet mands dagbog, som en sprudlende yngre kvinde årtier senere pynter op med fiktivt drama og overdrevne følelsesudbrud. Det er teatralsk, men det er desværre også værre end dét.

For når forfatteren lader den næsten 70-årige Scavenius famle sig gennem elskerinden Ninon og hendes kønne søsters undertøj med svedige hænder, tillægger hun mod bedre vidende et menneske, der er bedst kendt for sin uudgrundelighed, en massiv mængde emotioner, der reducerer ham til en helt igennem lattervækkende personage.

Kosovic gramser ikke alene på Scavenius’ forhud – ganske ofte endda – men også på hans intellekt og integritet. Dette overgreb sker under foregivende af at forfatte en roman om manden. Men det er ingen undskyldning. Det er tværtimod usømmelig omgang med en offentlig skikkelse, der kun har været død i lidt over 50 år. Det tangerer gravskænderi.

 

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter