0 kommentarer

Den hvide rose af Olga Ravn

af d. 12. februar 2017
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

352

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-20582-4

Udgave

1. udgave

 

Et af det mest kendte kærlighedsdigte beretter at, ”roser er røde” og at de rimer på jordbærsød kærlighed. I Gertrude Steins digt ”Sacred Emily” findes den kendte sætning: ”a rose is a rose is a rose”, der på den side fortæller os, at en rose bare er en rose, men på den anden side også minder os om, at selvom vi kalder noget ét navn, har det mange betydninger. På samme måde har rosen flere betydninger i duetten ”Where the wild roses grow” mellem Nick Cave og Kylie Minogue. Sidstnævnte åbner sangen med at synge ”They call me The Wild Rose”, og dermed er jeg’et i sangen lig med en rose. Samtidig fungerer rosen videre i teksten som noget, jeg’et kan modtage, som noget jeg’et kan kigge på, og som sammenligning for jeg’ets indre og ydre.

I Olga Ravns seneste udgivelse er det ikke ”den vilde rose”, der er overskriften, men derimod Den Hvide Rose. Dermed ikke sagt, at disse rosedigte ikke er vilde – det er de!

Den hvide rose, eller de hvide roser, har også her mange betydninger. Alle 160 digte i ‘Den Hvide Rose’ består af fem korte linjer. Et af digtene lyder:

”Det er den hvide roses anden aften/

den er alene og ønsker at gifte sig/

jeg ønsker at bære den/

i lommen på mit forklæde/

som et hjerte”

Vi har med ulykkelig kærlighed at gøre. Med et jeg, der er knust indeni og derudover fysisk syg. Rosen i ovenstående digt bliver et udtryk for, hvad der sker i jeg’ets hjerte. Måske kan man endda læse rosen, som den kærlighed, der var mellem det par, som ikke længere er. Det kunne følgende digt tyde på:

”Tag ikke min rose/

fra mig/

den er det eneste/

der får mig/

op af vandet”

 

Hvide rosenblade falder i jeg’ets ansigt som sæd, og de symboliserer lagner og sygdom – hele tiden som et billede der er ”udskiftelig/som den elskede/som den syge/det syge”. De hvide roser er erotikken, sygdommen, håbet, romantikken, døden og meget mere. Om natten lyser de hvide roser og ønsker at dø, men

”Ved daggry løfter/

de hvide roser/

deres blade af fedt/

op mod dit solansigt/

og græder”

Der er glimt af håb og kærlighed, men for det meste er roserne smurt ind i mørke og dråber af fedt.

 

Jeg’et bliver mere og mere syg som digtsamlingen skrider frem og spørger i et af digtene ”hvem skal forlade os” – den syge kærlighed er ikke til at komme ud af. Men pludselig er det som om, at fastlåsheden løsnes:

”Rosen får tænder/

i dyrets mund/

rosen går langs sin kant/

det røde og sorte mørke/

din hånd”

Der er stadig mørke, men i stedet for alt det hvide spøgelsesagtige, bliver noget fandenivoldsk vakt. Og i et af de sidste digte er jeg’et/rosen/alt ”rosarødt som den første sol”, og digtsamlingen slutter dermed et sted længere væk fra det fedtede mørke, end den startede. Rosenrødt er der dog ikke noget, der er i Den Hvide Rose, hvor en rose er en rose er en rose.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter