0 kommentarer

Den højeste straf af Ole Christian Liep Sohn

af d. 28. februar 2015
Info
 
Sideantal

228

Udgivet

1996

 

De fleste af os kan forhåbentligt blive enige om at Stalin, Sovjetunionens kommunistiske leder gennem 30 år, ikke var den største statsmand endsige det bedste menneske, der har sat sine fødder på vores grønne jord.

Hvordan det har været, at bo i Sovjetunionen under Stalins styre kan vi kun gisne om, men sjovt har det ganske givet ikke været.

Hvis man interesserer sig for historie og for almindelige menneskers liv kan det anbefales at læse “Den højeste straf”, der netop er en biografisk fortælling om danskeren Christian Petersen, der ender sine dage i et af Stalins fængsler efter at have hjulpet med opbygningen af det socialistiske samfund.

Christian Petersen bliver født i København, men allerede som ung mand fører hans udlængsel ham til Tyskland, hvor han arbejder som smed, senere lander han i Skotland, hvor han gifter sig med Sarah, som han dog gradvist fjerner sig fra da hans tanker begynder at kredse om den socialistiske sag.

Da det i 1930’erne bliver vanskeligt at finde job, forlader Christian Skotland og flytter sammen med nogle venner til det nye arbejderparadis, Sovjetunionen, hvor de er garanteret jobs mod, at de hjælper med opbygningen af verdens første arbejderstat.

I Sovjetunionen klarer Christian sig i første omgang godt, han får hædersbevisninger, gifter sig med en russisk kvinde og trives midt i den socialistiske smeltedigel.

Med tiden går det dog ned ad bakke. Helbredet skranter, og en kollega ender med at indberette Christian som klasseforræder – hvilket fører Christian til et af Stalins berygtede fængsler, hvor forhør og tortur er hverdag.

Hjemme i Danmark sidder familien tilbage med gamle breve og en del spørgsmål på hvad der skete med Christian. De har levet i uvidenhed – indtil Ole Sohn får adgang til forskellige arkiver i Rusland, der afdækker, hvad der skete med Christian Petersen.

Denne bog er fortællingen om, hvordan en almindelig mand endte sine dage i Sovjetunionen.

“Den højeste straf” er en spændende fortælling om et styre vi ikke kender særlig meget til, og det er fortællingen om hvordan livet kan ende med at spille os et puds og blive markant anderledes end vi havde regnet med.

Ole Sohn har udført et stort arbejde med at researche til denne bog, og resultatet er en både spændende, oplysende og interessant bog, som fænger læseren fra første side.

At sproget ikke er særlig fantasifuldt kan jeg godt leve med, for historien er så spændende, at jeg kun kan anbefale Jer andre også at læse “Den højeste straf” – også selvom historien er grum.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter