0 kommentarer

Den hengivne hr. X af Keigo Higashino

af d. 7. februar 2017
Info
 
Sideantal

308

Udgivet

2016

ISBN

9788771465143

Originaltitel

Yogisha X no Kenshin - oversat af Jonas Steno Olsen og Mette Holm

Udgave

1. udgave

 

“Bag hans udtryksløse ydre gemte sig en kærlighed så stor, at ingen almindelig person ville kunne fatte det.”

Det uudgrundelige matematikgeni Ishigami er så forelsket i sin nabo, Yasuko, at han på eget initiativ påtager sig at skaffe hende af med liget af hendes modbydelige eksmand, som hun og datteren netop har kvalt i desperation.

Ikke alene bortskaffer Ishigami liget; han konstruerer også en så frygtindgydende beviskæde, inklusive et fintmasket alibi for Yasuko, at politiet aldrig nogen sinde vil kunne røre hende. Geniet har tænkt på alt.

Blot en lille detalje kunne han ikke forudse. At hans gamle studiekammerat og gode ven, fysikmesteren Yukawa, vil hjælpe politiet. Den kølige matematiker udfordres af den sprudlende fysiker. Resultatet af hjernernes kamp er så overraskende, at selv Sherlock Holmes ville klappe overgivent i sine morfinistiske violinfingre.

“Den hengivne hr. X” er angiveligt en af Japans største krimisuccesser nogen sinde. Og det er interessant, for snarere end at være en spændings- eller whodunnit-historie handler bogen i højere grad om ære, kærlighed og en næsten ubegribelig hengivenhed, som titlen svagt antyder.

Keigo Higashino fortjener ros for sin både snedige og følsomme fortælling fra et moderne Japan, som vi vesterlændinge kender fra film og litteratur – og alligevel ikke helt forstår, når det kommer til stykket. Bare fordi vi ved, at det beherskede folk fra den opgående sols rige bor i huse med papirvægge og sover på måtter på gulvet, forstår vi ikke nødvendigvis den japanske folkesjæl.

Personerne og replikkerne kan forekomme en anelse karikerede, men historien i sig selv er medrivende og miljøskildringerne øjenåbnende. Fordanskningen er naturligvis perfekt, thi Murakami-oversætteren Mette Holm har været inde over, og tak for det.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter