0 kommentarer

Den hemmelige forboldspiller af Fodboldspiller Anonym

af d. 23. april 2013
Info
 
Sideantal

231

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7137-374-5

Originaltitel

I am the secret footballer

 

Den hemmelige fodboldspiller (The Secret Footballer) startede oprindeligt som en blog i den anerkendte engelske avis, The Guardian, hvor en anonym professionel engelsk topfodboldspiller bloggede om livet i Premier League, ikke mindst livet bag facaden i verdens største og dyreste liga. Bloggen skabte selvsagt hurtigt en masse opmærksomhed og i kølvandet på den opstod der omgående en masse debat. På diverse forums, Facebooksider og Websides diskuterede – og diskuterer – folk fortsat ivrigt, hvem der kan gemme sig under pseudonymet “The Secret Footballer”. Gætterierne har været talrige, men indtil videre er manden bag bloggen og dermed bogens forfatter stadig ukendt.

Ærlig talt sidder jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse i kroppen efter at have læst bogen færdig. Bogens bagside, indledning og ikke mindst den megen medieomtale som bogen på forhånd havde skabt, havde skruet mine forventninger helt op. Jeg forventede at få et unikt indblik i engelsk fodbolds skyggesider og at blive lukket ind på steder, hvor offentligheden normalt ikke får adgang. Men jeg blev slemt skuffet!
“The Secret Footballer” lever tilsyneladende et kedeligt, farveløst og trivielt liv uden de store armbevægelser. I bogen fremstår han nærmest som klassens (holdets) pæne dreng eller en hver svigermors drøm. Kort sagt fremstiller han sig selv så korrekt og velopdragent, at han og hans liv lynhurtigt bliver dødkedeligt og ensformigt at læse om.

De lovede epokegørende “afsløringer” som bogen eftersigende skulle byde på glimrer ligeledes ved deres fravær. Et par gange er der optræk til, at læseren vil blive lukket ind bag facaden, men i sidste øjeblik fortryder forfatteren hver gang og ændrer kurs. Resultatet er en middelmådig intetsigende bog om livet som engelsk elitefodboldspiller.

“The Secret Footballer” er i mine øjne hverken mere eller mindre afslørende end de utallige biografier om store engelske fodboldspillere som boghandlerne allerede bugner over med. Jeg forstår udmærket godt, at forfatteren – på trods af enormt pres fra omverdenen – fortsat ikke ønsker at træde frem med sin sande identitet. Det mest spændende ved bogen er netop, at man som læser undervejs ikke kan lade være med at gætte på, hvem der gemmer sig bag pseudonymet.

Når jeg på trods af min kritik har valgt at give bogen to stjerner, skyldes det, det faktum, at jeg trods alt læste bogen helt færdig og ikke droppede den på halvvejen.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter