0 kommentarer

Den hæmmede kriger : et portræt af general von Hanneken af Ole Drostrup

af d. 12. juni 2011
Info
 
Sideantal

370

Udgivet

1997

ISBN

87-7838-167-3

 

Manden kunne have gjort sit til at nuancere det billede, der blev tegnet af ham efter 1945. Men på sine gamle dage nægtede han konsekvent at udtale sig om sin tid som øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, og efter hans kones ønske blev alle familiens gemmer brændt. Den nuancerede og særdeles grundige beskrivelse fra militærhistorikeren Ole Drostrup er en fortrinlig blotlæggelse af dette dølgsmål.

General Hermann von Hanneken (1890-1981) var værnemagtens øverstbefalende i Danmark 1942-1945. Ikke kun i de fanatiske avisartikler i maj-dagene 1945, men også i efterkrigstidens historieskrivning får han prædikater som en arrogant og brølende prøjsergeneral, grov, middelmådigt begavet og som en krigsforbryder og en ærkenazist. Men von Hanneken var ud af en prøjsisk militær- og præstefamilie og på intet tidspunkt medlem af nazistpartiet.

Havde kildegrundlaget og kildekritikken været mere overbevisende i den hidtidige besættelsesforskning, ville Ole Drostrups bog have været unødvendig. Problemet er bare, at den hidtidige karakteristik af von Hanneken er baseret på beretninger fra én, der ikke kunne døje ham, den rigsbefuldmægtigede Werner Best, og på stiftamtmanden Peder Herschends personlige aversioner. Peder Herschend var civiladministrationens forbindelsesled til von Hannekens hovedkvarter i Silkeborg.

Nu dukker von Hannekens adjudant, Walter Kienitz, op og leverer sine udsagn om generalens facon. Hvorfor Walter Kienitz, der siden er blevet dansk statsborger, i årevis har ladet de kendte fremstillinger stå uimodsagt, får vi ingen forklaring på. Og Kienitz’ subjektive udlægninger bør læses med kritiske briller, mens Ole Drostrup underbygger med andre, troværdige vidnesbyrd samt tidligere ukendte rester fra von Hannekens private arkiv.

Von Hanneken tog som værnemagtens chef initiativet til stramningen i august 1943, men han sagde samtidig nej til at lade militæret gå med ind i jødejagten.

I 1948 idømte byretten i København von Hanneken otte års fængsel. Anklagepunkterne var jødeforfølgelser, interneringen af det danske politi og en ordre om at have forlangt antisabotage af Best og SS. Året efter blev han frikendt af Østre Landsret.

“Den hæmmede kriger” er Heinrich Himmlers ord om von Hanneken, der før sin stilling i Danmark havde en indflydelsesrig position i økonomiministeriet i Berlin, men som militært var hæmmet af sin manglende. Bogen er en spændende beretning om en sammensat personlighed og indirekte endnu et minus i Werner Bests synderegister.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter