0 kommentarer

Den grinende strisser af Maj Sjöwall og Per Wahlöö

af d. 1. august 2007
Info
 
Sideantal

247

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7053-056-9

Originaltitel

Den skrattande polisen

 

”Den grinende strisser” er 4. bind i Sjöwall & Wahlöös 10-binds serie om svensk politis arbejde. Jeg er næsten halvvejs i serien og begyndende smådeprimeret. Disse bøger er skrevet med humor, men også med en social indignation og fortvivlelse, som gnaver sig ind under læsningen.

Persontegningerne er kræs. Hovedpersonen, Martin Beck, er et frustrerende bekendtskab. Manden er et omvandrende ulykkeligt mavesår. Beck finder kriminalitet afsindig deprimerende. Der er ikke noget romantisk strisser over ham. Han gør sit arbejde hver dag også langt mere, end man rimeligvis kan forlange af et menneske, der også skal have et liv ved siden af. Men hey, hans hjemmeliv er alligevel til rotterne. Han er nu flyttet ud af soveværelset og ind på sofaen, så kan han ligge der og ryge sig af helvede til, mens han gennemtrævler rapporter efter nye spor. Det er ikke fordi Martin Becks ægteskab er træls i særklasse. Udover det drastiske skridt at han sover på sofaen, er den manglende forståelse, inertien og de smuldrede følelser ikke vildt chokerende. Det er bare ærgerligt. Det er ærgerligt, fordi de mennesker spilder hinandens tid så frygteligt, og det bliver nærmest umuligt at bære, når man ser Becks forhold til sin kone i lyset af Kollbergs sensuelle og kærlighedsfyldte ægteskab.

I ”Den grinende strisser” kommer vi tættere på den hårdkogte Gunvald Larsson, som er besnærende fordi han nægter at se gennem fingrene med andres bløde sider eller fejltagelser. Manden er skræmmende ubøjelig, men det giver læseren et kick med Larssons sort/hvid type som kontrast til mange af de andre politimænd. Atter hånes betjentene Kvant og Kristiansson, begge høje, blonde typer, som uheldigvis falder over denne romans centrale forbrydelse. De har ellers kørt en nøje udtænkt rute, som har holdt dem borte fra områder, hvor der kunne være den mindste ansats til noget kriminelt en hel aften. Nu holder de ved bygrænsen i patruljevognen for at slå de sidste minutter af vagten ihjel, da en mand nærmer sig for at få hjælp. Han har fundet en bus fyldt med døde.

Bøgerne skæmmes af for mange slåfejl. Det er rigtig ærgerligt, at forlaget ikke lige fik kigget teksterne ordentligt igennem, inden de blev sendt i trykken. Vi er jo nogen, der skal læse dem igen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter