0 kommentarer

Den gode jord af Pearl S. Buck

af d. 29. august 2006
Info
 
Sideantal

288

Udgivet

1969

ISBN

87-419-1705-7

Originaltitel

The Good Earth

 

Bogen handler om Kina, forfatterens hjemland, som det var på et tidspunkt, og som det til dels er endnu, – med hovedpersonerne, bonden og analfabeten Wang Lung og hustruen O-lan.

Man følger dem i deres omskiftelige liv i et land, der hjemsøges af alverdens ulykker: Tørke, oversvømmelser, oprør og røverbander, – et land, hvor man under sådanne omstændigheder spiser mennesker, hunde og græshopper og knaser fiskeben mellem tænderne, eller sælger sine døtre som slaver, når man ikke har noget at leve af.

I et taoistisk og anarkistisk land, hvor kun sunde drengebørn er velkomne, og hvor fysisk og psykisk handicappede hånes og skubbes til side, og hvor børnene (mod en passende medgift) bliver gift bort i en meget tidlig alder uden selv at have indflydelse på, hvem de skal leve livet sammen med.

Parrets liv veksler mellem den yderste fattigdom og ekstrem rigdom, mellem troskab og det absolut modsatte, mellem sparsommelighed og ødselhed. Og tilværelsen plages af utallige familiestridigheder.

De positive elementer er respekt for alderdommen og kærligheden til den jord, de dyrker.

Pearl S. Buck´s roman om hjemlandet er blændende og spændende læsning, som man ikke kan slippe, før man har læst den sidste side. Man føres med lynets hast fra den ene overraskende konflikt eller glædelige begivenhed til den næste, men der går en usynlig rød tråd gennem hele romanen, der binder det hele sammen, så man næsten husker hvert ord, man har læst. Til trods for, at bogens handling foregår i et fjernt land i en fremmed kultur, er mange af problemstillingerne ganske hjemlige.

Jeg vil indhente, hvad jeg har forsømt: at læse mere af denne exceptionelle forfatter.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter