0 kommentarer

Den givne dag af Dennis Lehane

af d. 12. marts 2012
Info
 
Sideantal

659

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7955-756-7

Originaltitel

The given day

 

Det er et voldeligt kapitel i USAs blodige historie, den amerikanske blockbusterforfatter Dennis Lehane sætter under forstærrelsesglasset i “Den givne dag”.

Handlingen udspiller sig i årene 1917-19. I East St. Louis udbryder raceuroligheder, hvor fattige hvide mænd, kvinder og børn lyncher over 100 sorte. I Boston får en politistrejke den pæne, hvide by til at eksplodere i plyndringer, voldtægter og mord. En influenzaepedemi tager livet af over en halv million amerikanere. Samtidig kastes landet ud i massearbejdsløshed, da 1. verdenskrig slutter, og tusinder af hjemvendte soldater står uden job. Imens slår den fænomenale baseballstjerne Babe Ruth sig ind i sine landsmænds hjerter og får dem til at glemme håbløsheden for en stund.

Det er en tid, hvor hvide kalder sorte mænd for ‘boy’, og hvor sorte tiltaler hvide mænd med ‘suh’ (sir). Det er en tid, hvor arbejdere, både i det private og det offentlige, står fuldkommen uden rettigheder og ofte må arbejde 80 timer om ugen til en løn, de kun lige kan overleve på. Borgerretsorganisationer og fagforeninger er oppe mod konservative kræfter, der ønsker status quo og har pengene og våbnene på deres side.

Scenen er sat, primært i Boston i 1918, rollerne kan fordeles.

Danny Coughlin er en flot, bredskuldret patruljebetjent med et hjerte af guld. Han og hans kolleger er groft underbetalte, og vennen Steve prøver at lokke ham med i en fagforening. Hans far, politiinspektøren, hans onkel og en gruppe magtfulde mænd vil derimod have ham til at spionere mod kollegerne i fagforeningen, de satans bolsjevikker, og lover ham en eftertragtet forfremmelse som tak. Danny er splittet mellem solidaritet og ambition, venskab og familiebånd.

Luther Laurence er en ung, sort fyr med krudt i røven. Han roder sig ud i noget snavs med nogle gangstere og må flygte til Boston, hvor han møder Danny, og et sjældent venskab opstår. Begge er de overlevere, begge er de talentfulde og egensindige, begge har de mødt en fantastisk kvinde, som de har svært ved at leve op til.

Lehane er en dreven forfatter, kendt for succeserne ”Mystic River” og ”Shutter Island”. Han skriver kraftfuldt og originalt, man flyver åndeløst gennem de 650 sider. Mænd drikker sig i hegnet, kvinder kæmper for stemmeretten, anarkister sprænger bomber, politiet skyder for at dræbe. Den unge (J. Edgar) Hoover beskrives som led skid med en hud som ubagt franskbrød. Babe Ruth er en fed drukmås med et fabelagtigt boldøje og en teenagers modenhed.

Limen i dette kæmpeepos er ækeamerikanske dyder som ære, loyalitet og personlig integritet. Man mærker virkelig, at Lehane har noget på hjerte, og de store ambitioner har lykkeligvis bund i tilsvarende evner. “Den givne dag” holder simpelt hen, hvad forfatterens rennomé lover.

Søren K. Barsøe leverer som altid en veloplagt oversættelse med adskillige krøller på halen. Man nilrer et gran tobak af tungen, man tusler børnene i håret, man møfler sig til rette i kærestens favn. Af hjertet tak!

Et hip til USA anno 2012? “De Forenede Stater havde besluttet, at det var nødvendigt at gøre nogle ting klart for verden: Vi vil ikke længere leve med en frygt for jer; det vil herefterdags være jer, der lever i frygt for os. Og den besked skulle gives roligt kompromisløst og uafladeligt.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter