0 kommentarer

Den genfødte morder af A.J. Kazinski

af d. 20. februar 2016
Info
 
Sideantal

433

Udgivet

2015

ISBN

978-87-400-0860-9

Udgave

1. udgave

 

“Død ved kvælning som følge af indtagelse af plantegiften skarntyde … den mest smertefulde og brutale død, man kan forestille sig. Det har været som at brænde op indefra.”

Sådan døde Sokrates, verdens måske klogeste mand, i år 399 f.Kr. Sådan døde Michael Bedford, en ung, idealistisk studerende, i 1939. Og sådan døde Christian Paludan, psykiatrisk overlæge, for nogle måneder siden.

De døde på samme vis, de tre mænd. Og de døde for samme tanke, teorien om genopstandelse. I A.J. Kazinskis ferme thriller ”Den genfødte morder” vækkes denne teori til live igen. Også i den grad.

Bogen er tredje historie om gidselforhandleren Niels Bentzon og astrofysikeren Hannah Lund, forfattet af makkerparret Weinrich & Klarlund under pseudonymet Kazinski. Her er masser af elementær spænding, gedigent opklaringsarbejde og oven i købet lidt åndelig føde til den mere kræsne krimilæser.

Overlæge Paludan døde på Sikringen, landets mest flugtsikre anstalt beregnet til at isolere samfundets farligste individer, så de ikke kan fortsætte deres sindssyge gerninger. For at opklare dødsfaldet, der måske er et mord, må Niels Bentzon skifte identitet og frivilligt lade sig indlægge. Og han får hurtigt kærligheden at føle – fra den vanvittige morder Portugiseren, der måske har forudset hans ankomst, fra det hårdhændede personale og fra en potent blanding af hjerneknusende psykofarmaka og elektriske chok.

Kan Bentzon i sin omtågede tilstand finde sandheden i det fjendtlige miljø? En sandhed, der muligvis er forbundet med himmelfænomenet supermåne, der viste sig i Paludans dødsstund.

Himmelfænomener er hyperintelligente Hannah Lunds gebet. Mens hendes mand, Niels, med sin kødelige krop går ind opklaringsarbejdet, bruger hun sit gode hoved til at knække en kode på postkort sendt fra den lille bjergby Todos Santos i Guatemala. Dertil rejser hun fra et af klodens tørreste steder i Mexico, hun møder en blind og meget farlig hypnotisør, og fortsætter til London, hvor gådens løsning måske venter i hvælvingerne under verdens tredjeældste bank.

Undervejs må de kæmpe for kærligheden, Bentzon og Lund; så meget, at der næsten går Liza Marklund-føleri i den. Pudsigt nok hedder hendes hovedperson Bengtzon, Annika til fornavn. Der går også lovligt meget hviskeri i kommunikationen; aldrig har en sej fyr hvisket så meget som Niels Bentzon i jagten på ”Den genfødte morder”

–  men spændende og veldrejet, det er historien nu alligevel. International klasse, faktisk.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter