0 kommentarer

Den fremmede gæst af Lisa Jewell

af d. 7. juni 2018
Info
 
Sideantal

363

Udgivet

2018

ISBN

9788712057352

Originaltitel

I Found You på dansk ved Lærke Pade

 

Den fremmede gæst er for dig, der elsker thrillers og søger en ny vinkel på genren.

Bogen handler om Alice Lake, der bor sammen med sine tre børn og tre hunde. Hun støder på en mand, der intet kan huske, og inviterer ham til at bo i annekset. Et sted i London sidder Lily Monrose, hvis mand er forsvundet. I 1993 præsenteres man for en familie, der er på ferie. De tre historier vikles ind i hinanden på overraskende vis, og intet er, hvad det giver sig ud for.

Lisa Jewells roman er spændende, overraskende og har et plot, der er virkelig godt skruet sammen. De tre tilsyneladende uafhængige historier kædes flot sammen. Historien er skræmmende, men på den gode psykologiske måde, der fastholder læseren og river én med. Uhyggeligt at tænke på, hvordan det må føles ikke at have sine minder, hvilket Jewell skildrer rigtig godt og realistisk. Karaktererne er levende og runde: Alice, den åbne og hjertevarme mor, Lily, den unge hustru, og “Frank”, manden med hukommelsestab. Man kan ikke lade være med at føle med karaktererne og leve sig ind i deres historier.

Det tog mig lidt tid at komme i gang med bogen, hvilket nok skyldes, at jeg havde lidt svært ved skrivestilen i starten. Mit studie har i den grad påvirket mig, når jeg læser. Men da jeg endelig kom i gang, blev jeg revet med og kunne slet ikke lægge bogen fra mig igen. Det er i den grad en pageturner, der byder på overraskelser.

Den var en lille smule forudsigelig til tider, men den overraskede alligevel til sidst, og selvom man troede ét, viste det sig at være lidt anderledes. Jeg var godt underholdt, og historien var medrivende. Jeg giver bogen 4 stjerner, for Lisa Jewell har skruet en psykologisk thriller sammen, der fungerer på både plot- og karaktersiden.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter