0 kommentarer

Den forkerte vej af Michael Dyst

af d. 6. juni 2017
Info
 
Sideantal

80

Udgivet

2017

ISBN

9788793215153

 

Michael Dyst præsenteres af forlaget Copenhagen Storytellers som “digter fra Vestegnen”, og jeg formoder at den oplysning er en eller anden form for kvalitetsstempel. Forfatteren er udover digter, også musiker, spoken word perfomer og klovn. Han er også tidligere danmarksmester i Poetryslam. Med disse oplysninger in mente, havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad jeg kunne forvente. Forfatteren er jo tilsyneladende et kulturelt overflødighedshorn, og så står ret mange muligheder åbne.

Af pressemeddelelsen der blev udsendt i forbindelse med udgivelsen fremgår det at bogen taget et filosofisk udgangspunkt, og er en fortælling om det at tage en anden vej end normen. Det er det måske også, men det var ikke det jeg så. Jeg så mere en vred ung mand, med et udpræget ønske om at gå i hundene, og om vejen til disse hunde. Digtene var ok, men jeg blev deprimeret af at læse dem. Tonen er dyster, og nogen havde skruet pæren ud af den lyse fremtid. Det hele var sort. Jeg kunne heller ikke få digtene til at fungere. Der manglede rytme, og der var alt for mange kiksede festsangsrim på underlige steder. Jeg havde bestemt mig for, at “Den forkerte vej” ikke var noget for mig.
Så var det jeg kom i tanke om det med at forfatteren er musiker og spoken word performer, og så begyndte jeg at ane en rytme og en sammenhæng. Det er sikkert helt forkert, men da jeg først fik mig iført et par posede joggingbukser, en alt for stor hættetrøje, en vulgær guldkæde og sad og kastede håndtegn rundt på må og få, mens jeg læste digtene som var det raptekster, så virkede det. Hold da fast hvor det virkede. Teksterne åbnede sig, rytmen bar ordene, og de kiksede festsangsrim gav sindssygt god mening. Det mærkeligste er, at den sorte dommedagsstemning faktisk lettede lidt, og jeg fik øje på den (stadigt vrede) unge mand der ikke gider flere normer. Det med det filosofiske, fik jeg ikke rigtig øje på, men det gør egentlig heller ikke noget. Digtsamlingen fungerer også uden at man oversælger den.

“Den forkerte vej” mindede mig om, at hvis en tekst ikke fungerer, behøver det ikke at være teksten der er noget galt med. Det kan faktisk også være læseren selv der ikke formår at lukke den op, og det kan faktisk godt betale sig at prøve at gribe teksten an på en ny måde. Nogle gange, som i dette tilfælde, åbnede det Michael Dysts digte, og pæren (omend en sparepære – man skal jo nødig virke for begejstret) blev igen skruet fast i den lyse fremtid.

Godt gået Dyst! Selv om jeg næsten er 20 år ældre end dig, og vi helt tydeligt lever i hver sit hjørne af universet, er jeg klar hvis du en anden gang kaster dine ord ud i forsvarsløs verden.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter