0 kommentarer

Den flade kanin af Bárður Oscarsson

Info
 
Sideantal

30

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92286-32-1

Originaltitel

Flata kaninin

 

Det kan være godt at se det hele lidt fra oven. Og det er præcis, hvad den flade kanin får lejlighed til.

En hund og senere en rotte finder den fladmaste kanin på fortovet. Kaninen kan åbenlyst ikke blive liggende der. Men hvordan skaffer man sådan en kanin af vejen, hvis man er en hund og en rotte? Vil det ikke virke mistænkeligt, hvis man bærer kaninen hen til nummer 34, hvor den boede, da den stadig trak vejret?

Hunden og rotten tænker så det knager. Og da de har fundet løsningen går de hen og løfter den flade kanin op fra fortovet med den allerstørste forsigtighed. De går hjem til hundehuset, hvor de hele natten arbejder på at realisere den plan, der skal bringe kaninen til vejrs. Det er svært. Og selve udførelsen af opgaven er heller ikke let. Hele 42 forsøg skal der til. Men hunden og rotten end ikke overvejer at indstille arbejdet. For de døde må man vise respekt.

Bárdur Oskarsson har selv illustreret fortællingen om den flade kanin. Alle tegningerne er holdt i blide toner, og der er få detaljer på hver illustration. Det er derfor helt tydeligt, at det er hundens og rottens oplevelse af begivenhederne, der er i centrum. Hunden er trods den mentale dybde, en skøn lalleglad skabning at se på. Og også rotten har en særdeles afslappet fremtoning. At de to idiot savants alligevel formår at give kaninen en værdig afsked er noget, der kan bringe smilet frem på enhver.

’Den flade kanin’ er en smuk beretning om, hvordan man tager afsked med nogen. For når alt kommer til alt, hvilken afsked kan så være smukkere, end at fare til himmels – hvad enten det sker på den ene eller den anden måde.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter