0 kommentarer

Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår af Haruki Murakami

af d. 31. maj 2015
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

302

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7129-361-6

Originaltitel

Shikisai o motanai Tazaki Tsukuru to, kare no junrei no toshi

 

Tsukuru Tazaki er en ung mand, som vi møder som tyveårig på et universitet i Tokyo. Han tænker her kun på døden som han vil byde velkommen. Årsagen til disse dødstanker stammer fra et svigt. Hans fire venner gennem hele gymnasietiden – hvor de mente sig uadskillelige og var sammen altid – har meddelt ham, at han ikke længere skal kontakte dem. De giver ingen grund, og Tazaki er derfor nedbrudt af såvel tanken om, hvad årsagen kan være som af savnet af de gode venner. Vi følger hovedpersonen gennem flere år. Han afslutter sin eksamen og bliver ansat i et jernbaneselskab. Han har altid interesseret sig for jernbaner og skal nu tegne togstationer, et arbejde som han er vældig glad for. Han får et tæt venskab med en fyr – Haida – som flytter ind hos ham og som holder af klassisk musik, bl.a. Liszt: Le mal du pays – et klaverstykke, som den ene af Tazakis tidligere venner altid spillede.

Da Tazaki møder veninden Sara og fortæller hende om de tidligere venner, og hvordan det ødelagte forhold har influeret på hans videre liv, beslutter Sara at finde ud af, hvor vennerne er i dag. Dette fører til, at Tazaki også finder frem til sine tidligere venner og finder ud af, at alt beroede på en misforstået beskyttelse af og hensyn til en af vennerne, og Tazaki får pludselig øjnene op for at han måske slet ikke er så farveløs endda!

Bogen beskriver utrolig fint venskab, og hvad venskab betyder. Den kommer omkring rigtig mange tanker og faser, som de fleste gør sig gennem livet, og da den er så godt skrevet – og ikke mindst oversat – kan den varmt anbefales. Man bliver lidt rigere på gode oplevelser når man er nået til slutningen af bogen. – God læselyst!

 
Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter