0 kommentarer

Den farlige leg af Mari Jungstedt

af d. 8. oktober 2013
Info
 
Sideantal

341

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7108-512-9

Originaltitel

Den farlige leken

 

Den unge Jenny Levin er model og er på den lille ø Furillen på en fotoopgave. Med i teamet er bl.a. fotografen Markus Sandberg, som er kendt for at udnytte de unge modeller efter en brug-og-smid-væk mentalitet. Jenny er forelsket i Markus – og tror på at det er gensidigt.

Markus har installeret sig i en lille hytte et stykke fra hotellet, mens resten af holdet bor på selve hotellet. Markus dukker ikke op til middagen, men Jenny har fået beskrevet, hvordan hun finder hytten, og efter middagen cykler hun ud i mørket – og finder Markus ilde tilredt, men stadig i live, på gulvet i hytten.

Sideløbende med Jennys succes som model følger vi Agnes, en pige, som også har snuset til modelbranchen, men som var “for tyk” – slankekuren gik over gevind, og hun er nu indlagt på en anorexiafdeling, hvor hun gør alt for at snyde personalet (og sig selv) ved at spise mindre end de afmålte portioner og i det skjulte motionere. Hun har mistet sin mor og bror i en trafikulykke, hendes far har et forhold til en ny kvinde, og Agnes føler sig svigtet og alene.

Der sker endnu et mord – igen med relation til Jenny – og Anders Knutas prøver at finde en rød tråd i hændelserne. Er det en jaloux ekskæreste? En fyret og afvist model? Er Jenny involveret?

Det er en spændende bog, som jeg læste i et stræk. Den er meget enkel i sin opbygning, alt foregår i nutiden – en meget ukompliceret bog, som er let læst. Forskellige spor og vildspor lægges ud for læseren og alle tråde samles til sidst. Det er nr. 8 i en serie med Anders Knutas og journalisten Johan som gennemgående figurer og som de andre foregår den på Gotland. Ud over at være en krimi stiller den sig kritisk til modebranchen og de meget tynde, meget unge modeller – og de store menneskelige omkostninger det har, når man bliver kasseret.
Jeg har læst de fleste bøger i serien, men nye læsere kan sagtens starte her. Bogen fungerer som en selvstændig bog, det forudsættes ikke at man har læst de forrige, så man får fuldt udbytte uden at starte forfra i serien.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter