0 kommentarer

Den evige ægtemand af Fjodor Dostojevskij

af d. 9. august 2017
Info
 
Sideantal

172

Udgivet

2012

ISBN

978 87 92685 74 2

Originaltitel

Vetjnyj muzj - oversat af Ole Husted Jensen

Udgave

1. udgave

 

Dostojevskij. En af historiens største forfattere, efter manges udsagn den største. I årevis har den herostratisk berømte russer været en hvid plet på mit litterære landkort, alene navnet har skræmt mig. Som at stå for foden af en stejl, himmelstræbende trappe med kolossale trin beregnet for titaner – vel vidende, at mine korte ben ikke vil kunne klare strabadserne.

Men nu skulle det være. “Den evige ægtemand” er med sine 172 sider betydeligt kortere end fx “Brødrene Karamazov” og “Idioten” og er dermed en blid introduktion til forfatterskabet. Oven i købet har Dostojevskij-kendere karakteriseret bogen som “den mest perfekte og forfinede” samt “et mesterværk”.

Den evige ægtemand er en metafor for en hanrej. Og den latterlige, men yderst velhavende Trusotskij er i den grad blevet forsynet med et par ordentlige horn i panden af sin hustru, der retfærdigvis dør i en ung alder.

Libertineren Veltjaninov er en af dem, der ni år tidligere var i lag med Trusotskijs kone. En dag ser han i nærheden af sin bolig i Sankt Petersborg en mand med sørgebind i hatten uden dog at genkende ham. Veltjaninov møder manden flere gange og begynder langsomt at fatte, hvem han er, og hvorfor fyren kan være dukket op. Samtidig melder alskens fysiske skavanker sig – som om den dårlige samvittighed slår sig på helbredet.

Veltjaninov og Trusotskij har nu flere konfrontationer, hvor de begge bevidst undlader at komme ind på deres mellemværende. Måske ved Trusotskij slet ikke, at Veltjaninov har haft et forhold til den afdøde kone? I talrige heftige replikskifter skiftes de to mænd til at være den overlegne og underhunden, indtil dramaet udvikler sig til korporligheder.

I sin tid har det psykologiske spil mellem levemanden og hanrejen givetvis været en himmerigsmundfuld for sande litterater. Hovedpersonernes voldsomme følelsesudbrud, vekslende rødmen og konstante trang til at såre modstanderen fysisk eller mentalt har været et frydefuldt drama, som læserne med tilbageholdt åndedræt har været fuldkommen opslugt af.

I dag forekommer handlingen og personernes gøren og laden teatralsk. Gestik og replikker er langsommeligt overdrevne – som i en knasende Buster Keaton-film fra 1920’erne. Man smiler måske velvilligt, men er alligevel ikke helt fanget ind.

Efter mine begreber har eftertidens dygtige forfattere – lige som filmkunstnerne – forfinet teknikkerne i en grad, så fortidens mestre virker håbløst forældede. For mig er Dostojevskij i hvert fald et overstået kapitel. Been there, done that.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter