0 kommentarer

Den egyptiske tenor af Bjarne Reuter

af d. 23. januar 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

279

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-10041-9

 

Så er kommissær Stelman og hans assistent Larsen på spil igen. Den smældfede politimand med den glubende appetit skal denne gang sikre selve verdensfreden. Lige inden en global fredskonference i København myrdes topfiguren Nazim al-Salu. Det lykkes at hemmeligholde mordet og Stelman får til opgave at hente Nazims dobbelgænger i Egypten, inden offentligheden får kendskab til hans død, hvilket ville kaste verden ud i kaos.

Som hovedparten af satiriske romaner tager “Den egyptiske tenor” udgangspunkt i aktuelle emner, meget levende personer og deres mindre heldige udtalelser, handlinger osv. Alle, som er i offentlighedens søgelys, er naturligvis potentielle skydeskiver for denne latterliggørelse, og Reuters foretrukne ‘vildt’ er da også hykleriske politikere, selvfede mediemennesker, medlemmer af kongehuset og andre kändisser, som for størstedelens vedkommende vil være glemt om 10 år.

Som krimi mangler “Den egyptiske tenor” noget spænding og kvalificeret opklaringsarbejde. Som satire fås det derimod ikke bedre!
Jeg har da aldrig oplevet så mange navngivne personer få udstillet deres latterlige, tåbelige, hykleriske, griske og/eller samvittighedsløse opførsel. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om nogen, som er gået fri. Om man bifalder latterliggørelsen kommer nok meget an på ens egen politiske holdning. Selvom Reuter ikke lader nogen politiske retninger gå fri, så er det trods alt magthaverne, den siddende regering og dens støtter, som får flest tæv.
Personligt kan jeg ikke stå for ideen om at bruge Morten Messerschmidts fædrelandskærlige sange som torturinstrument, for prinsgemalen, som troede han var konge, TV2’s forvandling til et royalt ugeblad, personificeret ved Jes Savl Petersen, og fru Valborg Jessen fra Øster Marup, som efter “få minutter ved sminkebordet ikke kan skelnes fra Villy Søvndal. Faktisk er den forhenværende økonoma så godt skåret for tungebåndet, at man tilskriver hende æren for SF’s fremgang. Folketingsgruppen har derfor set gennem fingre med at fru Jessen er fuldgyldigt medlem af Dansk Folkeparti.”

Jeg var lidt hård ved Reuters første bog om politiverdenens svar på Gøg og Gokke i “Den iranske gartner”; men denne gang må jeg overgive mig. Hudfletningen af de kendte personer rammer gang på gang plet, og portrætterne af kommissæren, hans assistent og deres respektive koner uddybes og giver et stadig tydeligere billede af os danskere for hvem intet er helligt eller for lavt, småligt, tarveligt….
Jeg håber at der kommer mere fra den skuffe!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter