0 kommentarer

Den duplikerede mand af José Saramago

af d. 16. august 2011
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

276

Udgivet

2004

ISBN

87-568-1719-3

Originaltitel

El hombre duplicado

 

Kejserens nye klæder? Nej, det bliver vist en boomerang at anklage nobelpristageren Saramago, en af verdenslitteraturens sværvægtere, for sligt.

Ikke desto mindre må det især være indbildningskraften, der får anmelderne til at klappe begejstret ad “Den duplikerede mand”. Den er meget lang i spyttet og ekstremt svær at læse.

Plottet er ellers både originalt og spændende. En introvert historielærer opdager, at han har en dobbeltgænger, en ukendt skuespiller, der ligner ham ned til mindste detalje. Ingen af de to er begejstrede for det puds, skæbnen har spillet dem, indtil den ene pludselig får en djævelsk idé til at udnytte ligheden… Ak ja, havde han blot lyttet til den Sunde Fornuft, der spiller en aktiv rolle i den tragiske komedie.

Historien kunne være fortalt som novelle og havde nok vundet ved det. Men Saramago er jo Saramago, så plottet er blot et skrøbeligt skelet, hvorpå er hængt tonstunge digressioner om alverdens dårskaber, som forfatteren ønsker at pege fingre ad, hvilket får hele konstruktionen til at vakle faretruende.

Det synes, som om Saramagos primære formål er at drille sin læser; godmodigt måske? Et sted toner han frejdigt frem og bekendtgør, at det ikke er hans – forfatterens – skyld, at historien farer vild; det skyldes hovedpersonen, som lige nu står i stampe, hvorfor han – Saramago – jo er nødt til at udfylde tomrummet med noget andet. Sjovt? Tja.

Teknikken med at bringe fortælleren i spil kendes fra Kundera, der imidlertid doserer med større finesse. Saramago tromler frem overalt med sine ironisk-distancerende kommentarer, der nedgør de personer, man som læser fortvivlet prøver at identificere sig med for at få mening med bogen. Det bliver en udmattende kamp, der aldrig rigtigt finder en vinder.

Et eksempel: “Det privilegium vi nyder, dette at vi ved alt hvad der vil ske, helt til den sidste side i denne fortælling, med undtagelse af det som det måtte være påkrævet at opdigte i fremtiden, tillader os imidlertid allerede nu at afsløre…”

Saramagos humor og filosofiske dybde fornægter sig heldigvis ikke og er en af bogens store styrker. Men behøver det være så svært tilgængeligt? “Det de fleste mennesker almindeligvis siger, og vi accepterer det fordi de fleste folk almindeligvis siger det, er at man må godtage skæbnens dom uden at mukke, når vores pligt som frie mennesker tværtimod er at trodse en despotisk skæbne.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter