0 kommentarer

Den døende detektiv af Leif GW Persson

af d. 28. november 2011
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

467

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7053-587-8

Originaltitel

Den döende detektiven

 

Efter et skænderi løber niårige Yasmine Ermegan hjemmefra og forsvinder sporløst. Kort efter findes hendes skændede lig indpakket i plastiksække i nogle siv. Desværre har den komplet inkompetente og luddovne kommissær Evert Bäckström vagten den dag, og som altid lykkes det ham at forkludre opklaringen.

Femogtyve år senere skal den pensionerede chef for Rigskriminalpolitiet Lars Martin Johansson til at sætte tænderne i en krydret ‘korv’ fra Stockholms bedste pølsepusher, da lyset pludselig slukker. Nogen tid efter vågner han desorienteret på Karolinska Sjukhuset. Assisterende overlæge Ulrika Stenholm skal tilse ham, men hun har mere i posen til den skrantende detektiv. På sit dødsleje fortalte hendes far, præsten, at et sognebarn engang havde røbet et vist kendskab til Yasmines morder. Sagen er ganske vist forældet, men Ulrika og Johansson bliver enige om, at retfærdighed ikke har nogen udløbsdato.

Stille og roligt begynder Johansson at trævle sagen op ved at bruge sin sunde fornuft, kigge i de gamle sagsmapper og tale med de implicerede, som alle har en forbløffende god erindring om hændelser, der ligger et kvart århundrede tilbage. Johansson skal passe på sit helbred og undgå, at pulsen kommer over dvalestadiet. Det sker bestemt heller ikke – hverken for hovedpersonen eller læseren, som med stigende ligegyldighed pløjer sig gennem evindelige gentagelser om Johanssons nye søvnvaner, hans triste sunde kost, hans fysioterapi…

Lige som hos Liza Marklund fylder sagen alt for lidt i forhold til det private. Plottet er så minimalt, at det snildt kan ligge under en afklippet lillefingernegl. At bogen er kåret som bedste svenske krimi 2010, siger mere om konkurrenterne end om dette halvslatne bryg.

Leif GW Persson er en skizofren forfatter. Hans ene jeg skriver nogle vildt irriterende krimier med den ulidelige antihelt Evert Bäckström, hvis indskrænkethed gør ham fuldkommen utroværdig som karakter. Hans alterego skriver gedigne, måske lidt fodslæbende whodunnit-romaner med den stoute Lars Martin Johansson. “Den døende detektiv” er desværre både irriterende og fodslæbende.

Et eksempel på den drævende stil. Johansson får besøg en yngre politidame: “”Du må undskylde, at jeg ligger ned og hilser på, men jeg har ikke været rigtig frisk på det seneste.” Ganske kønt pigebarn, tænkte Johansson. Næsten lige så køn som Pia, tænkte han.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter