0 kommentarer

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

af d. 13. september 2018
Info
 
Sideantal

373

Udgivet

2018

ISBN

978-87-400-3539-1

Udgave

1. udgave, 4. oplag

 

”Den, der lever stille” er en autofiktiv roman om en barndom med dattermobning, en mor der virker psykisk ustabil og en far, der uvist af visse årsager altid tager sin kones parti.

Leonora Christina Skov vokser op i et parcelhuskvarter i Helsinge. På ydersiden er det helt som det skal være: et rent hus med en god have, to forældre uden misbrug og med job og en datter, der klarer sig fagligt godt i skolen.

Desværre er livet inden for husets vægge et psykisk mareridt for Leonora Christina Skov. Jo bedre hun klarer sig i skolen, jo oftere får hun at vide hvor jævnt begavet hun er. Moderen underholder om, hvor besværlig Leonora var som baby, hvor meget hun har ofret for sin datter, faderen holder med moderen og bidrager med kommentarer som, at det burde have været hendes fætter, der var deres barn, for de passer meget bedre sammen så fantastisk som han er. Psykisk nedbrydning og intens, systematisk mobning af deres egen datter, det er, hvad der er tale om.

Da Leonora i de sene teenageår springer ud som lesbisk bryder et endnu større helvede ud. Begge forældre slår hånden af hende, faderen truer med at gøre hende arveløs, moderen beskylder Leonora for at være skyld i moderens kræftsygdom, for den slags er åbenbart psykisk betinget – og Leonora har ifølge moderen givet hende psykisk stress ved at være lesbisk. Store dele af familien cutter også kontakten med Leonora i solidaritet med forældrene – bortset fra hendes mormor, der ringer hver dag og erlægger referat af hvor elendigt hendes mor har det over, at hun lever et liv, der ifølge moderen er både ulækkert og perverst.

På trods af dette formår Leonora at skabe et godt liv for sig selv med den uddannelse i litteraturvidenskab hun har ønsket sig – og hun finder sin livspartner i Anette, men på trods af dette er hun præget af sin opvækst og den massive skyld og skam, som forældrene har sat i hende. Hun bruger mange år på at forsøge at forsone sig med forældrenes opførsel og med, at føle sig uønsket og uelsket af sin egen mor.

”Den, der lever stille” er fortællingen om forfatterens barndom og ungdom og om hvordan det er at vokse op i en dysfunktionel familie, der på ydersiden ser ud til at fungere ganske fint.

Denne bog er aldeles fremragende, jeg kunne rigtig godt lide den.
Jeg synes Leonora Christina Skov skriver både overbevisende og godt, men uden at svælge i selvmedlidenhed (selvom det faktisk er rimeligt, at have ondt af sig selv efter sådan en opvækst).

Der er en god og kronologisk sammenhængskraft i bogen og især personportrætterne af hendes forældre og hendes selv er meget overbevisende. Romanen er sprogligt set meget stærk, det er en kraftfuld og velskrevet bog – dygtigt arbejde.

”Den, der lever stille” er den første bog, men ikke sidste, jeg har læst af forfatteren, der fremstår både viljestærk, intelligent og modig på denne anmelder.

Det er godt gået, er det – 5 stjerner herfra.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter