0 kommentarer

Den, der hvisker, lyver af Thorstein Thomsen

af d. 27. marts 2007
Info
 
Sideantal

271

Udgivet

2006

ISBN

87-638-0396-8, 978-87-638-0396-0

 

Kender I Thorstein Thomsen…? Jeg må med skam meddele at det gjorde jeg ikke, før jeg så ham nævnt blandt de nominerede til BG Banks litteraturpris i 2006, for denne udgivelse. Jeg havde hørt navnet nævnt, men læst noget af ham tidligere havde jeg ikke, desværre. Men det kan der heldigvis rådes bod på.

I “Den, der hvisker, lyver” følger vi boghandlersønnen Niels Ruel fra Kolding, som i 1930`erne flytter til København og kommer i lære i en større boghandel. Han er en velopdragen og talentfuld ung fyr, som efter endt uddannelse hurtigt gør karriere hos sin læremester.
Men Niels Ruel går rundt med en “forlægger” i maven, og det lykkes ham også med stor succes, at starte et forlag op. Hans arbejde med forlaget, forfatterne og hele dèt univers, kan man læse bogen for alene. Det er vildt godt. Historien har dog også en anden og mere alvorlig vinkel, som gør at den bliver hos en længe efter man er færdig med den.

I Niels Ruels læretid kommer han i kontakt med Flemming, og ham er der fuld fart på. Han tager Niels med ind og høre jazzmusik og præsenterer ham for en pige, der viser den uskyldige Niels, hvordan sex også kan være. Undervejs bliver han også forelsket i en rigmandsdatter, en forelskelse der sker på trods, og som man ikke umiddelbart kan forstå, at han ønsker at holde fast i. Men det gør han, og det har han også sine grunde til, viser det sig.

Men ganske langsomt trækkes Niels ind i en omgangskreds der sympatiserer med Hitlers tankegang. Niels følger det hele lidt på sidelinjen, men bliver selvfølgelig rodet ind i det, da han jo ikke kan sidde og ikke tilkendegive nogen holdninger. Han udtaler sig dog også med en vis ironi når snakken går. Decideret nazist er han nemlig ikke, og situationens alvor går først op for ham, da Flemming melder sig under de tyske faner, og det er her det egentligt drive i historien ligger.
“Plottet” som forløses sidst i historien, hvor Niels Ruel er en gammel mand, giver hans handlinger og væremåde en højere mening, og det lykkedes Thorstein Thomsen, at fortælle en historie, som i den grad bundfælder sig, når man vender sidste side. Det er rigtig godt skruet sammen.

Anbefales varmt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter