0 kommentarer

Den der dræber dragen af Leif GW Persson

af d. 8. september 2018
Info
 
Sideantal

389

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7053-258-7

Originaltitel

Den som döder draken - oversat af Bjarne Nielsen

Udgave

1. bogklubsudgave 1. oplag

 

En stakkels indvandrer finder liget af en ældre herre på sin avisrute. Han ligger halvvejs i entreen til sin lejlighed, dræbt med et grydelåg og senere kvalt, for at være helt sikker. Kriminalkommissær Evert Bäckström bliver sat på sagen, og hans team skal få nok at se til. Hvad der først ligner et rutinemord på en drukmås, skal senere blive til en stor sag, da det viser sig, at den myrdede var stenrig. Da avisbudet så også forsvinder, begynder mystikken at brede sig.

Det er anden gang jeg læser ’Den der dræber dragen’, og jeg huskede den som god og halvgenial. Men jeg måtte alligevel tjekke Bogrummet for at se, hvornår jeg sidst havde været i selskab med Hr. Bäckström, for han begyndte at være lidt trættende i starten af bogen. Det viste sig, at det er over et år siden at jeg læste ’Linda – som i Lindamordet’, men kommissæren er så grænseoverskridende usympatisk, at et år er for kort en pause mellem to Bäckström bøger. Det går især galt, når han holder møde med sin efterforskningsgruppe, og vi hele tiden bliver udsat for hans sexistiske og nedladende kommentarer, som han naturligvis ikke siger højt: ”Vittig fyr, tænkte Bäckström. Endelig en perker med humoristisk sans.” Gang den sætning med 100 eller mere, så er vi ved at være der.

Men nu er GW jo en snu forfatter, der ligesom en anden af hans karakterer, Lars Martin Johansen, kan se om hjørner, og bedst som man har lyst til at lægge bogen fra sig, så skifter han Gud ske lov over til andre betjente. Et tiltrængt miljøskift! Men der er lige lovlig mange personer i bogen, og jeg fik lidt svært ved at holde styr på dem ind imellem, især da nye forbrydere fra det kriminelle indvandrermiljø dukker op. Det hele er dog ret godt fundet på i en historie, hvor tilfældigheder kommer til at spille afgørende roller.

GW skriver som vanligt utroligt godt og humoren gennemvæder siderne. Alene beskrivelsen af Bäckströms slankekur i starten af bogen er mindeværdig. For en gangs skyld så jeg ikke en stikpille til vennen Jan Guillou, men han sender dog en pil efter sig selv, som han beskriver som ”ham den trætte professor fra rigspolitiledelsen, der står og ævler hver torsdag i fjernsynets Efterlyst.” Herlig selvironi.

’Den der dræber dragen’ er en fin krimi med et godt plot, og jeg kunne overhovedet ikke huske, hvem morderen var. Man skal blot passe på at man ikke som jeg, der åbenbart har fået en overdosis Bäckström, går metaltræt. Læs ikke for mange Bäckström bøger i træk!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter