0 kommentarer

Den der bryder tavsheden af Mechtild Borrmann

af d. 21. maj 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

215

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7129-622-8

Originaltitel

Wer das Schweigen bricht

 

“Sand kærlighed er en ring. Den har ingen ende.”

– det tror en gruppe unge tyske mænd og kvinder i hvert fald. De vil holde sammen i tykt og tyndt resten af livet, lover de højtideligt hinanden. Men ak, året er 1939, om et lille øjeblik overfalder Tyskland flere af sine naboer, 2. Verdenskrig er i gang. Vennerne splittes for alle vinde, nogle indrulleres i den sejrrige nazistiske krigsmaskine, andre har civilcourage nok til at hjælpe anderledes tænkende. Fronterne trækkes op.

Tres år senere støder Robert Lubisch på et SS-legitimationskort og et foto af en smuk pige, da han rydder op i faderens bo. Ingen af delene passer med den historie, hans far altid har fortalt ham i deres mest fortrolige øjeblikke; men hvad er så sandheden? Robert sætter en journalist på sagen, og pludselig viser det sig, at dunkle begivenheder dengang har afstikkere helt op i nutiden. Nogen er så forhippede på at skjule krigens mørke hemmeligheder, at de er villige til at begå mord.

Handlingen klipper mellem fortid og nutid, mellem en af de overlevende venner og den stadigt mere mystificerede Robert Lubisch. Det går op for ham, at han måske også selv er i fare.

Med “Den der bryder tavsheden” vandt Mechtild Borrmann den største tyske krimipris i 2012. Og det er bestemt en spændende historie, der oprulles. Man gætter med, har fat i noget af det rigtige, men afsløringerne kommer alligevel som en overraskelse.

Flere ting halter desværre. En hovedperson må ret tidligt lade livet, men skrives meget abrupt ud af handlingen. Antallet af rolleindehavere er samtidig så stort, at det kræver en navnefortegnelse i starten, men da bogen er så kort, som den er, når man aldrig at engagere sig særlig dybt sig i personernes skæbne. Selv forfatteren virker underlig uberørt.

Forlaget Klim må også påtage sig noget af skylden for den kun delvis vellykkede udgivelse. Hvorfor optræder forfatternavn og titel i bunden af hver anden side og ødelægger det noble layout? Er man monstro gået over til at bruge en billig e-bogsskabelon til det trykte format? Pænt er det ikke.

Mere graverende er Jesper Høy Hansens kluntede oversættelse, som resulterer i hårrejsende dårligt sprog bogen igennem. Et par eksempler: “Hun fik det indtryk, at moderen følte faderen i sikkerhed i fængslet.” “Der er andre journalister, der har ruineret deres karrierer med bagvaskelse.” Ordet “allerede” optræder i de særeste sammenhænge, og igen og igen bruges begrebet “story” om en god avishistorie. Hvilken journalist med respekt for sig selv ville sige sådan?

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter