0 kommentarer

Den danske borgerkrig 2018-24 af Kaspar Colling Nielsen

af d. 5. juli 2015
Info
 
Sideantal

223

Udgivet

2013

ISBN

078-87-02-14733-9

Udgave

1. udgave

 

”Den danske borgerkrig 2018-24” er en både snurrig og overrumplende historie om, at også danskere kan komme så langt ud, at de giver sig til at myrde og tortere hinanden i tusindtal. Vi er ikke bedre end andre mennesker, påstår den velskrivende Kaspar Colling Nielsen. Og i det hele taget er mennesket vist en fæl skabning lige neden under vores tynde fernis af civilisation.

Det er overrumplende, når steder, vi københavnere kender så godt – Christiansborg, Amagertorv, Café Europa, Nørrebrogade, Fakta, Irma – pludselig forvandles til blodige krigsskuepladser, hvor den rasende befolkning beskyder hinanden med tunge våben og henretter politikere som under den franske revolution.

Og det er snurrigt, når der ind imellem fortælles små fabler om en tænkende hund, der med ét får øjnene op for, at dens kinesiske herre måske ikke kun anser den som kæledyr. Om den triste bjørn Pia, der går amok over, at hendes honningkrukke er stjålet fra værelset, mens hun sov. Og om en tomat, der tænker tilbage på sit korte liv, inden den blev flået og havnede i den delikate kryddersauce.

Det lyder måske fjollet, men der er mening med galskaben. Alle bihistorierne er del af en større fortælling om en overmåde velhavende dansker, som overlevede borgerkrigen og kom med i et stamcelleprogram, der i princippet sikrer ham og nogle få ligesindede evigt liv. I en alder af 475 år tænker han tilbage på de blodige dage, hvor han var nødt til at træffe en fatal beslutning i relation til sin elskede kæreste Leonora.

At det kunne gå så galt, sandsynliggør Kaspar Colling Nielsen ved at opremse de faktiske og potentielle følgevirkninger af først den finansielle og siden den økonomiske krise, som vi netop er på vej ud af i disse år. I ”Den danske borgerkrig…” bryder boligmarkedet fuldkommen sammen, folk ruineres, og de grådige banker og følgagtige politikere får skylden.

Tanken er ikke helt afrevet, og Kaspar Colling Nielsen henter stikkene hjem med sin frodige fantasi, en omfattende research og sin umanerligt velsmurte pen.

Lån bogen på Biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter