0 kommentarer

Den dag, hvor James McDougal forsvandt af Kalle Dixelius

af d. 23. februar 2015
Info
 
Sideantal

359

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7128-761-5

Originaltitel

Dagen när James McDougal försvann

 

Om natten den 26. april 1986 befinder tre 12-årige børn sig i et lille telt på Furuvikens campingplads. James McDougal, hvis far er skotte, og Maria Nagy, hvis far er ungarer, kommer meget tæt på hinanden den nat. Næsten uden tøj på smutter de ud i regnen og drikker grådigt af de dråber, der falder ned fra himlen. Næste morgen er den tredje dreng forsvundet, og James og Maria må tage afsked.

Lidet aner børnene, at der samme nat er indtruffet en nedsmeltning af kernekraftværket i Tjernobyl.

I 2012 genser James og Maria hinanden på et skummelt værtshus. James sidder og plejer sine sociale forbier. Maria er sammen med kolleger, hvor hun som altid misbruger en særlig evne, hun har. Som ved et trylleslag forsvinder James. Hvordan kan det lade sig gøre?

Nogle dage senere trykker Maria en potentiel kunde i hånden og får pludselig en vision om grusom massedød i fredelige Sverige. Er hendes evne nu blevet til en krystalkugle?

Samtidig prøver den fordrukne, fraskilte kliché af en kriminalkommissær, Sven Eriksson, at opklare nogle sære hændelser, hvor tilsyneladende usynlige folk befamler kvinder og stjæler dyrt elektronisk udstyr. Usynlig – nej, det kan vel ikke passe?

Den velskrivende journalist Kalle Dixelius har skrevet en veloplagt ‘hvad nu hvis’-thrillerkomedie om et uhyggeligt scenarie i det ellers så trygge svenske Folkhem. Hvad nu, hvis den værst tænkelige katastrofe truer… Og hvad nu, hvis almindelige mennesker med ekstraordinære evner kan forhindre den…

“Den dag, hvor James McDougal forsvandt” er kvikt afviklet, moderat spændende og med et godt blik for alle de små sjove vaner og uvaner, der gør romankarakterer levende og troværdige. Portrættet af den tænderskærende ensomme James er indfølt og rørende. I starten af bogen fløj siderne afsted.

Men så går der superhelte i den. Mange forskellige superhelte. De stimler sammen, drevet af kræfter de ikke selv forstår, og hver kan på forunderlig vis yde deres lille bidrag til den fælles sag. Hurra for det. Jeg beklager – men for mig er den præmis lige så svær at sluge, som kryptonit er for Superman.

Ej heller er jeg vild med, at en kvinde beder en bøn for første gang i sit liv, og pludselig løses hendes problemer. Og selv om en politimand karikeret helt ud i det groteske er et pudsigt påfund, ja, så forbliver han jo stadig en kliché, som er svær at tro på.

Slutningen fader fuldkommen ud, og klimaks bliver til et fesent, lille suk. Man sidder tilbage med en mild undren over, at så megen møjsommelig pirring kan ende ud i noget så utilfredsstillende.
 
Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter