0 kommentarer

Den blege forbryder af Philip Kerr

af d. 1. juni 2019
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

303

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7053-087-3

Originaltitel

The Pale Criminal - oversat af Ole Lindegård Henriksen

Udgave

3. udgave, 2. oplag

 

Philip Kerrs Berlin Noir serie startede egentlig som en trilogi i årene 89-91, men 15 år senere fortsatte han serien, der endte med at være på 14 bøger. ’Den blege forbryder’ er nr. to i serien og er som sin forgænger ganske fremragende.

Privatdetektiven Bernhard Gunther har teamet op med en kompagnon, og de får hurtigt en sag om afpresning. En enke bliver afpresset til at betale for nogle breve mellem hendes homoseksuelle søn og dennes elsker. Sagen får dog en brat ende, og med armen vredet om på ryggen, får Gunther en stilling som kommissær i kriminalpolitiet. Det er Heydrich der har vredet armen om på ham, da han vil have opklaret mordene på fire unge piger. Gunther, der tidligere har været ansat i politiet, anses som en af landets bedste opdagere, og den grimme sag fører ham godt rundt i manegen i Berlin 1938.

Kerr har allerede i bog nr. to smidt Chandler overfrakken, eller også er han rendt tør for morsomme metaforer. Gunther er stadig antinazist og hårdkogt, og den mere alvorlige tone klæder historien, selvom man stadig godter sig over flere af kommentarerne: ”Huset lå på Lützowufernstrasse med udsigt over Landwehrkanalen og inden for hørevidde af Zoo, hvor nogle at Hitlers slægtninge hylede og skreg om den dårlige indkvartering.”

Kerr har fuldstændig styr på de historiske facts, da han igen bruger flere mere eller mindre kendte nazister, som han spinder ind i et fint plot. Det er grumt og trist, som noir bør være, men fremført yderst vellykket. Vi får i dette andet bind også bundet en sløjfe fra første bog, så alt virker fint, lige bortset fra bekymringen, om Gunther nu har fået sig en magtfuld fjende, men det må næste bind afsløre.

’Den blege forbryder’ er historisk krimi når det er bedst. Bind 14, ’Metropolis’, er netop udkommet, og bliver desværre det sidste kapitel, da Kerr døde alt for tidligt i 2018.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter