0 kommentarer

Den amerikanske pige af Monika Fagerholm

af d. 23. oktober 2008
Info
 
Sideantal

2007

Udgivet

433

ISBN

978-87-7973-204-9

Originaltitel

Den amerikanska flickan

 

Med “Den amerikanske pige” har den finlandssvenske forfatterinde Monika Fagerholm skrevet en anderledes, fabulerende og medrivende roman og det i et originalt sprog, der kræver læserens fulde opmærksomhed. Det skyldes ikke mindst det omfattende persongalleri, de skiftende fortællerstemmer, synsvinkler og historier, der både veksler i tid, rum og mellem sandhed, drømme og fantasi. Ja, man skal holde godt fast, når man kaster sig ud denne lange roman, og derfor kan det være en kunst at skulle præcisere, hvad romanen egentlig handler om. På den ene side har vi at gøre med en skæbne- og kærlighedsberetning, og på den anden side er der tale om et psykologisk drama og en labyrintisk kriminalgåde. Samtidig med det er det en fortælling over tre generationer, men med fokus på hovedpersonen Sandra.

Det hele tager dog sit udgangspunkt i historien om Eddie – den amerikanske pige, der i slutningen af 60’erne findes druknet samtidig med, at hendes kæreste har hængt sig. Historien om Eddie påvirker hele Egnen, et lille sted ved den finske kyst, men ikke mindst venindeparret, Sandra og Doris, der fantaserer om den amerikanske piges skæbne, og gennem mystiske lege nærmest identificerer sig med den. De to piger er begge omgivet af familiemæssigt kaos, hvorfor de både føler sig nødsaget til at søge hinanden og fantasiens verden. Romanen bliver da netop også uhyggelig, når de tvinges til at forholde sig til virkeligheden, og når sandheden langsomt åbenbares for dem – og for læseren.

Romanens sidste sætning er “fortsættelse følger”, og i efterordet skriver Fagerholm, at den er første del af en todelt fortælling. Så læsere af “Den amerikanske pige” har noget at se frem til.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter