0 kommentarer

Definitionen på liv af Anthony Marra

af d. 1. januar 2018
Info
 
Sideantal

454

Udgivet

2017

ISBN

9788793279582

Originaltitel

A constellation of vital phenomena - oversat af Lasse Rask Hoff

 

Når du læser denne bog (for det gør du!), skal du være forberedt på at det vil tage lang tid. Ikke på grund af de 454 sider bogen indeholder, men på grund af det der står på siderne. Hvis en god krimi er et stykke chokolade, så er “Definitionen på liv” en meget tyk skive kernerugbrød.

I en lille landsby i Tjetjenien ser den otteårige Havaa til fra sit skjul i skoven, mens russiske soldater bortfører hendes far og sætter ild til hendes hjem. Da naboen, Akhmed, finder pigen mellem træerne, forstår han den fare, hun befinder sig i, og tager hende med ind til hospitalet i den nærliggende by. Her håber han at kunne skjule pigen, så Ramzan, informanten i landsbyen, ikke finder hende.

Modstræbende tager stedets eneste tilbageværende læge, den overbebyrdede og udbrændte Sonja, imod pigen, men på én betingelse: Akhmed skal hjælpe til på hospitalet.

“Definitionen på liv” er amerikanske Anthony Marra’s debut som romanforfatter. Som håbefuld skrivebordsforfatter tænker jeg, at det er unfair at nogen kan debutere på den måde. Marra er sine personer og han er den krig i Tjetjenien som de lever i. Derfor kan han skrive som han gør. Stille og roligt maler han personer, steder og omstændigheder frem på bogens sider, og han gør det i et sprog der i dette første forsøg sender ham helt til tops blandt de allerstørste ordkunstnere verden har set. Efterhånden som Marra maler, bliver jeg også hans personer og jeg bliver den krig han skriver om, og jeg kan i den grad mærke det hele. Og det er forfærdeligt, og det er forfærdeligt smukt.

Det er nok de færreste danskere der har fået kaffen og citronmånen galt i halsen under nyhededsudsendelsernes fragmentariske 10-sekunders indslag om krigene i Tjetjenien. Det er nok også de færreste der ved hvor mange krige der har været i landet som mange af os ikke helt har styr på, hvor vi skal finde på Google Maps. Men det gør heller ikke noget, for det er ikke antallet af krige eller hvor Tjetjenien ligger der er afgørende. Det der betyder noget, er de mennesker der står midt i krigene, og hvordan de definerer livet med det der er tilbage. Der hvor krigen tager alt fra menneskene i den, levnes kun menneskenes dybde – og for nogle levnes kun afgrunden.

“Definitionen på liv” er fremragende oversat fra engelsk af Lasse Rask Hoff. Oversætteren formår at grave sig ned i fortællingen og fortælle den indefra. Som oversætter ved jeg hvor vanskeligt det er, og derfor er jeg det mere imponeret over udfaldet. Det er ganske enkelt blændende godt gjort.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter