0 kommentarer

De venstrehåndedes forening af Håkan Nesser

af d. 1. januar 2019
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

462

Udgivet

2018

ISBN

978-87-7007-064-5

Originaltitel

De vänsterhäntas förening
oversættere: Jan Mølgaard, Agnete Dorph Stjernfelt

Udgave

1.

 

’Marten Winckelstroop voksede op med to skavanker. Han havde ingen far, og han var venstrehåndet.’
Først da Marten i 1957 starter i skole, finder han ud af, at det at være venstrehåndet er naturstridigt og må bekæmpes – i hvert fald ifølge frøken Bolster. Han udstyres med en såkaldt ’korrektionshandske’: ’Den var lavet af læder og lugtede lidt af lort og lidt af får og temmelig meget af gammel sved. Den blev spændt hårdt fast om hans venstre hånd allerede før morgensangen.’

Sidekammeraten Rejmus Fiste har samme skavank, desuden stammer han – snart finder de to sammen og stifter ’De Venstrehåndedes Forening’. Senere optages Qvintus, Kuno og de enæggede tvillinger Birgitte og Clara i klubben; de mødes regelmæssigt indtil 1969, hvor en tragisk begivenhed indtræffer og klubben opløses.

I 1991 får klubbens medlemmer et brev – en indkaldelse til et møde. Fem af klubbens medlemmer dukker op i Mollys pensionat – aftenen ender tragisk, pensionatet brænder ned og 4 personer indebrænder. Van Veteren og hans kollegaer konkluderer hurtigt, at den femte person, Qvintus, som er sporløst forsvundet, har bedøvet ofrene og sat ild til pensionatet.

I 2012 dukker imidlertid et lig op, nedgravet i skoven tæt ved pensionatet – det er Qvintus, og han har ligget der længe – formentlig i 21 år.

Van Veteren er 75 år og gået på pension, men inddrages alligevel, da han må erkende, at sagen ikke blev tiltrækkeligt undersøgt dengang i 1991 – de var for hurtige til at afslutte sagen, traf forhastede konklusioner. Fundet af Qvintus’ lig ændrer alt, og sagen genåbnes.

Samtidig sker der et øksemord i Sverige, offeret viser sig at have relation til det eneste overlevende medlem af De venstrehåndedes forening. Barbarotti sættes på denne sag og de to hovedpersoner fra hver sin Nesserserie mødes for første gang.

Forventningerne var høje, jeg havde glædet mig som et lille barn til at læse denne nyeste bog fra Nessers hånd i juleferien. Og jeg blev ikke skuffet. Den er skrevet i den kendte Nesserske stil, som jeg holder meget af – som så ofte før bygget op, så der sker dramatiske hændelser med mange års interval, hændelser, som viser sig at være forbundne.

Nesser skriver med eftertænksomhed og lune – hans hovedpersoner har humor og er lidt filosofisk anlagt – og han lader begivenheder og karakterer nå at bundfælde sig hos læseren. Vi introduceres til personerne i bogen, så de alle får personlighed og ikke bare er ’flade karakterer’.

Jeg forestiller mig, at han morer sig med at finde på specielle navne til sine personer – således også i denne bog, hvor vi bl.a. møder Søren Bengalpramavatna, Qvintus Maasenegger, Konstadino og Wennergren-Olofsson – for bare at nævne et par stykker.

Som i hans tidligere bøger er der intet hastværk med at nå i mål med opklaringen – ting tager nu engang tid, hvilket er med til at gøre det til en stor fornøjelse at læse hans bøger. Det var hyggeligt og rart at ’møde’ Barbarotti igen, efter at serien var afsluttet.

En kvalitetskrimi – og et MUST for Nesserfans!.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter