0 kommentarer

De uskyldige af Dean Koontz

af d. 17. november 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

333

Udgivet

2014

ISBN

978-87-638-3231-1

Originaltitel

Innocence

 

Hold da op, en ny bog af Dean Koontz, den skulle da selvfølgelig læses med det samme!

Addison Goodheart er som Koontz’ heltene er flest. Mystiske, filosoferende, godhjertede unge mænd med en selvindsigt ud over det sædvanlige. Og alligevel har Addison aldrig fundet ud af, hvad det er hos ham, der aftvinger så voldsomme reaktioner fra andre mennesker, hvis de blot én gang ser ham i øjnene.
Derfor begiver han sig kun ud efter mørkets frembrud og altid flankeret af både elefanthue og hættetrøje.
En dag møder han imidlertid den fascinerende alfelette Gwyneth, der ligesom han selv er på flugt fra en ond godhedforstærende verden.

Sammen må de forsøge at få menneskeheden på rette spor, de lysende væsner som Addison ser, kan ikke hjælpe:

“Uanset hvor ihærdigt eller medrivende jeg talte menneskehedens sag, vidste jeg dog, at dette lysende publikum hverken kunne eller ville forhindre det, der var ved at ske, at vi havde bragt os selv dertil, hvor de ikke længere kunne være vogtere, men kun vidner. Verden blev styret af vores frie vilje, og hvis de skulle træde ned fra gesimserne og hustagene for at omgøre det gjorte, ville de berøve menneskeracen vores frie vilje, hvorefter vi ikke ville være andet end robotter, homunculi med hjerter af mudder og ensrettede hjerner.”

“De uskyldige” er fyldt med fantastiske billeder på menneskesindets mangfoldighed. Den kiler sig ind i mit hoved, med utrolige beskrivelser af ikke blot Goodheart og Gwyneth, men også af menneskets grundlæggende væsen.

Og så med et smadrer Koontz alt det smukke. For slutningen på “De uskyldige” er så way off som noget kan være. Det er Hannibal Lector, der til sidst overmandes af en skøn helt, der placeres i en post apokalyptisk verden der flyder over med Lambi papir og leende børn på ryggen af brune bjørne.

Hvis jeg kunne fjerne de sidste ti sider i bogen, ville “De uskyldige” være en ren femmer. Nu lander jeg i stedet på en treer. En solid treer ganske vist, der finder et leje, båret oppe af Konntz’ evne til refleksioner over menneskeheden indpakket i fortællerens mund. Men jeg er splittet, har lyst til at smække den ned på en toer. For slutningen står alene, uvarslet, usammenhængende med resten af en ellers totalt medrivende fortælling.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter