0 kommentarer

De ufuldkomne af Tom Rachman

af d. 26. februar 2012
Info
 
Sideantal

321

Udgivet

2011

ISBN

978-87-400-0081-8

Originaltitel

The imperfectionists

 

“De ufuldkomne” er en delikat bagatel. En af den slags bøger, man sluger i én frydefuld hapser, og som smager af meget mere. Man når slet ikke at blive mæt, før det hele er forbi.

Romanen handler om livet på og omkring en international, engelsksproget avis med hovedkontor i Rom. I en serie flot belyste snapshots præsenteres en håndfuld dragende personligheder, såvel medarbejdere som en enkelt stærkt excentrisk læser af avisen, der blev grundlagt i 50’erne af den amerikanske millionær Cyrus Ott. Ind imellem disse miniportrætter følger vi Ott og hans mere eller mindre talentfulde arvinger, hvis dispositioner får afgørende indflydelse på avisen og dens kreatører.

Nekrologskribenten Arthur Gopal oplever at blive svinet til af en berømt forfatterinde, der gennemskuer, at den fingerede portrætsamtale i virkeligheden handler om at skaffe stof til den allersidste omtale.

Winston Cheung, der er freelancer i Kairo, bliver udnyttet så groft af en mere garvet rotte – der annekterer hans lejlighed, hans computer, hans mad og til sidst hans job – at man er ved at kløjes i forargelse. Og omkomme af grin.

Redaktionssekretæren Ruby Zaga er så tænderskærende ensom, at hun aften efter aften drikker sig fuld og smører sig ind i mandeparfume for dog at opleve duften af et hankønsvæsen. Man græmmes.

For ikke at tale om økonomichefen Abbey Pinnola, der står bag nogle nødvendige nedskæringer, men pludselig selv bliver taget med bukserne nede. Bogstavelig talt.

“De ufuldkomne” er et must for alle, der elsker deres daglige avis. Og for alle andre, der bare elsker at læse en god bog fyldt med overskud, menneskelighed, humor og empati. Unge Tom Rachman er et forbløffende talent, som vi givetvis kommer til at høre meget mere til i de kommende år.

Et par rammende oneliners fra bogen:

“Journalister er lige så følsomme som kabaretdansere og lige så stædige som maskinarbejdere.”

“På en avis er det der var af afgørende betydning i går, ligegyldigt i dag.”

“Internettet er for nyhederne hvad bilhorn er for musikken.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter