0 kommentarer

De Udødelige 1: Evermore af Alyson Noël

af d. 19. december 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

344

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7105-028-8

Originaltitel

Evermore (engelsk)

 

Fantasygenren er blevet meget populær i løbet af de sidste par år. Specielt emnet vampyrer er foretrukket blandt unge, men selvom denne serie handler om udødelige mennesker blandt almindelige folk, er der ikke en eneste blodsuger med.
”Evermore” er første bind i serien om den 16-årige pige, Ever, der overlever en bilulykke, hvor resten af hendes familie omkommer. Ever må bo hos sin tante i Californien i en stor luksuriøs villa. Men selvom Ever kan få alt, hvad hun peger på, føler hun stadig skyld i forhold til sin families død. Hverdagen bliver ikke lettere, da hun skal gå med andre folks tanker i hovedet. Efter ulykken har Ever fået evnen til at læse tanker, at se auraer og få hele en persons livshistorie, blot ved en enkelt berøring.
Men en dag, da Ever ikke tror, at alt kan blive meget værre, får de en ny dreng i klassen, Damen Auguste. Han er både smuk, rig, eksotisk og mystisk, men trods det smukke ydre, kan Ever ikke se hans aura eller læse hans tanker. Evermore handler om hemmeligheder, venskaber og en mystisk verden, hvor kærlighed varer evigt.

Modsætninger mødes.
Der bliver brugt mange modsætninger i denne bog. For eksempel bor Ever i et rigmandskvarter, og selvom hun har stort set alt, gemmer hun sig i store hættetrøjer og hænger ud med “outsiderne” på skolen. Et andet eksempel på modsætninger er den mørke, selvsikre, populære og mystiske Damen, der møder den blonde, indelukkede, skyldfølende og kæmpende Ever.
Kærlighed er et af de store temaer i bogen. Efter bilulykken har Ever svært ved at lukke nogen ind. Hun gemmer sig for omverdenen og hader sig selv, for at have svigtet sin familie. Så da Ever endelig møder en person, der er åbensindet nok til at lukke hende ind, må hun kæmpe en indre kamp for ikke at frastøde denne person. Da hun ved, hvor hårdt det er at miste nogle, man elsker, er det svært at elske nogen, da man er bange for at miste dem igen.

En god historie.
”Evermore”, der er bog nummer et ud af seks, er en god historie med en masse overraskelser, drama og farlig kærlighed. Selve historien er skrevet i jeg-fortæller i nutid, som gør, at man lever sig utrolig meget ind i historien. Man følger Ever og ser det hele med hendes øjne, hvilket gør bogen mere livagtig og troværdig. Man får medlidenhed med hovedpersonen, hvilket højst sandsynligt også er meningen med den fortællerform, bogen er skrevet i.
Trods alle de positive kommentarer er bogen meget langtrukken. Forfatteren dvæler for meget i fortiden og glemmer, at der stadig er spørgsmål, læseren gerne vil have besvaret. Gennem en stor del af bogen venter man på at få svar på nogle bestemte spørgsmål, og der går meget lang tid, før man rent faktisk får bare ét svar. Meningen er selvfølgelig at holde fast i læseren og gøre læseren mere nysgerrig, men der er også grænser for, hvor længe læseren kan holde ud at vente.
Trods ventetiden er bogen virkelig god at læse. Den er afslappende, spændende og er noget for alle, der elsker at læse. Bogen kræver tålmodighed fra læserens side, men man får alligevel indblik i en helt ny verden.
Selvom bogen ligger i fantasygenren, er den ikke fyldt med blodtørstige vampyrer og smukke feer. Hele historien finder sted i den virkelige verden, hvor mystiske ting begynder at ske. Bogen er målrettet unge læsere i teenagealderen, men den er skrevet godt nok til, at det også kan interessere andre.
Alyson Noëls serie “De Udødelige” er solgt i 36 forskellige lande. Originaltitlen er “The Immortals”, da Noël er fra Orange County, Californien, USA. Hele serien har ligget nummer 1 på New York Times bestsellerliste.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter