0 kommentarer

De Ualmindelige – Den bøjede mønt af Jennifer Bell

af d. 9. oktober 2017
Info
 
Sideantal

347

Udgivet

2017

ISBN

978-87-638-5068-1

Originaltitel

The Uncommoners – The crooked Sixpence

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Forlaget skriver; ”Dybt under Londons gader, i den mystiske by Lundinor, må to børn finde til bunds i en gammel familiehemmelighed – før det er for sent. De Ualmindelige – Den bøjede mønt er først bind i en ny hæsblæsende fantasy-fortælling, hvor intet er, som det ser ud til at være.”

 

Og ganske som bogens titel antyder, er den ikke helt almindelig. Historien fortæller om Ivy og Seb, et søskendepar som bor i en lille by udenfor London. De har været på besøg hos deres bedstemor, Sylvie, da hun er faldet om og har slået sig, så hun ender på hospitalet. Der er en del mystik omkring Sylvies fortid, da hun for mange år siden har været ude for en bilulykke og ingen erindring har om tiden inden ulykken.

Seb og Ivy tager tilbage til bedstemorens hus for at vente på deres mor og far, men da de kommer tilbage er alting ikke som det skal være. Der har været nogen og rode i huset, og i køkkenet svæver en sort fjer og skriver noget på væggen; ”Vi ser dig nu”. Herfra bliver Seb og Ivy spundet ind i en vild og nervepirrende familiehistorie, hvor store kræfter er på spil. De ankommer til byen Lundinor, på en mærkværdig og mystisk måde sammen med drengen Valian. I Lundinor ser alt ud som det plejer, men ingenting er som det plejer. Alle ting har en ualmindelig evne, og en citronpresser er lige pludselig ikke beregnet til at presse citroner, men giver lys til de mørke gange i Lundinor. Et lys kan gøre dig usynlig, når du puster det ud. En taske kan bruges til at rejse i. Og her bor ’De ualmindelige’, mennesker der har evnen til at bruge de ulamindelige genstande, og som har sære tøjvaner og altid går med handsker. Ivy og Seb bliver skilt fra hinanden i Lundinors ankomsthal, hvor en af Undergardisterne fanger Seb. Undergarden er Lundinors politi, der sørger for at inden almindelige mennesker nogensinde får viden om Lundinor. Men Ivy og Seb er måske slet ikke så almindelige som de gik og troede…

Og derfra tager det fart. Min søn på 11 som jeg har læst bogen sammen med, var faktisk lige ved at synes det blev for uhyggeligt som godnat læsning. Men alligevel har den været så spændende hver gang, at der blev bedt om ’bare et kapitel mere’. Og jeg skal da også indrømme at jeg slugte hele bogen på en eftermiddag, da jeg satte mig ned for lige at læse lidt foran. Så den er bestemt meget spændende. Den bliver sammenlignet med universet i Harry Potter bøgerne, og den sammenligning kan jeg sagtens se. Denne kommer dog til at minde lidt mere om et eventyr, på grund af alle de mærkelige talende ting.

Ud over at være spændende er sproget flydende, let og nemt at læse for børn;

“Tæerne på Ivys gummistøvler stak ud i ankomsthallen selvom hendes krop stadig befandt sig i tunnellens skygger. Hendes hjerte hamrede af sted inde bag ribbenene. Foran hende brusede larmen fra tusinder af mennesker der gav en helt ny betydning af ordet fremmedartet. Og hun var ikke velkommen, så meget vidste hun.” s. 73

 

Forfatteren Jennifer Bell har arbejdet med børnebøger i den berømte boghandel på Charing Cross Road i London, hvor hun har anbefalet børnebøger til kendte og kongelige. Livet i Lundinor er inspireret af gamle engelske børnerim og de historier som Jennifer er vokset op med.

Jeg bad min søn beskrive bogen med 5 ord, og her er de ord han valgte; bogen at den er spændende, uhyggelig, sjov, ualmindelig og god.

Bogen er skrevet til de 8-12 årige, men kan sagtens læses af større børn og voksne der kan lide fantasy.

Jeg giver den 4 ud af 5 stjerne. En børnebog næsten på højde med Harry Potter og kunne jeg have givet den, 4,5 stjerne havde fået det. Absolut værd at læse for både børn og voksne.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter