0 kommentarer

De sidste vesterlændinge af Carsten Benner

af d. 28. maj 2009
Info
 
Sideantal

246

Udgivet

2008

ISBN

978-87-92461-00-1

 

Trist og massivt propagandaskrift om alt hvad der er galt med verdenen. Glimt af en fortælling klemt inde i tons af forklaringer.

”De sidste Vesterlændinge” er en fremtidsroman, der ”gør op med udbrændte velfærdssamfund, kongehusenes anakronistiske tilstand, undertrykkende regimer og et internationalt system, der har lammet sig selv gennem en jungle af forordninger, restriktioner og vold”, ifølge pressemeddelelsen, og det er ikke forkert. Det politiske projekt som Benner plæderer for kræver med andre ord et særdeles liberalt standpunkt. Dertil har Benner et religiøst opgør han skal have taget: ”Romanens hovedpersoner skitserer vejen for de sidste vesterlændinge renset for politisk dekadence, katolicisme og andet religiøst abracadabra”.

Så hvordan klarer vore hovedpersoner sig igennem en sådan verden med ultraliberale, eurocentriske, antireligiøse holdninger? De klarer sig slet ikke, for de får ikke lov. Benner viser ikke noget som helst, han fortæller os om alt. Også om hvad hovedpersonerne siger og gør – ikke en gang det får vi lov at opleve som læsere, det refereres blot for os! Over 200 sider, bliver dette til et meget langt og ekstremt fremmedgørende referat. Bogen er dertil rodet fortalt, rent plotmæssigt, et sammensurium af begivenheder, udtalelser, forklaringer og personer som ikke fremtræder klart og agerende på siderne. En hård redigering ville kunne have gjort manuskriptet langt mere læsevenligt. Show, don´t tell er og bliver den første læresætning for alle fortællere, hvad enten det er billeder, teater, prosa, eller poesi, og det er den hovedregel som Benner bryder allermest i denne ”roman”. Synd, når nu Benner rent faktisk har så meget på hjerte.

På mange måder ville jeg ønske at Benner NU ville sætte sig til tasterne og skrive sin roman. Det han her har leveret er hele baggrundsmaterialet for en roman, alt det vi læsere ikke skal vide, men som han nu skal finde en spændende historie at fortælle ud fra, befolket af agerende mennesker, der faktisk fører en dialog med hinanden på siderne – sådan helt bogstaveligt.

P.S. Ifølge Bibliotek.dk er titlen på bogen “De sidste vesterlændige”. Bogen eksisterer kun på tre biblioteker her i Danmark, så det er hverken be- eller afkræftet om titlen er “De sidste vesterlændinge” eller “De sidste vesterlændige”.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter