0 kommentarer

De savnede af Thomas Rydahl

af d. 14. november 2016
Info
 
Sideantal

516

Udgivet

2016

ISBN

978-87-400-3448-6

Udgave

1. udgave

 

Erhard, alias Eremitten, er tilbage som den ene hovedperson i ”De savnede”. Det er en helt anden Erhard, vi møder i denne bog. I ”Eremitten” var han respekteret på Fuerteventura både som taxachauffør og klaverstemmer. Nu har han mistet sin taxabevilling, og der er heller ikke længere bud efter klaverstemmeren. Det er ikke gratis at lægge sig ud med øens mest magtfulde mand….
Monica vil ikke se ham, og turene med Aaz, som var ugens højdepunkt, er slut. Han ernærer sig som en slags privatdetektiv og forsøger at tjene nok til benzin og et måltid mad.

Erhard har nået bunden – han er en jaget mand, har intet sted at bo, ingen steder hvor han kan slappe af og være privat. Han liv foregår mest i bilen, konstant på flugt samtidig med at han forsøger at løse den opgave han har påtaget sig: at finde en forvundet illegal flygtning, Abdi.

Datteren Lene, den kendte DJ Le Lupus, ankommer til øen med et TV-hold fra udsendelsen ”De Savnede” – for at finde sin forsvundne far. Eller snarere for at få ekstra opmærksomhed, fremme karrieren. Lene har været igennem flere operationer, der har forandret både krop og ansigt. Hun har mistet lugtesansen grundet operationerne, har konstant migræne, tager stoffer for at holde tilværelsen ud. Og fører sig frem som en primadonna, da hun tjekker ind på øen.

Det er en velskrevet bog, der har fokus på personskildringen, specielt de to hovedpersoner, Erhard og Lene. Meget forskellige personer, selv om de er far og datter – dog med en fælles interesse for musik. Samtidig sker der kig tilbage i tiden, og vi får løftet lidt mere af sløret for, hvad der skete, da Erhard forlod familien.

Bogen har nogle fine betragtninger, der ganske godt beskriver de to – f.eks. det første møde mellem Lene og Erhard. De har ikke set hinanden, siden Erhard forlod sin familie i Danmark, men der er ikke de store synlige følelser og gensynsglæde fremme – i stedet er det første der sker, at Erhard beder Lene hjælpe med at bære en død ged ned ad bjerget! Erhard er knust over den døde ged – men der er ingen glædestårer over at gense Lene.

”Jeg har savnet dig far, jeg elsker dig, far. I lige måde, min datter, min elskede, dejlige datter. Hvordan kunne jeg rejse fra dig? Jeg fortryder det hele. Jeg fortryder alt, kan du tilgive mig. Sådan noget siger de. Jeg tuder, når jeg ser de programmer. Alle tuder. Du har ikke set dem. De er hele tiden på tv. Alle elsker dem. Der var derfor jeg skulle være med. Men hvad nu, hvis det ikke er sådan, det er? Hvad nu, hvis faren ikke vil findes, og hvis datteren hader ham? Og det er bedst sådan.”

Selv om det ikke er en bog, hvor handlingen er specielt hurtigt fremadskridende, men afhængig af Erhards fornemmelser, spor og vildspor, savnede jeg alligevel den ro, der var i ”Eremitten”. Jeg blev næsten stresset af, at Erhard konstant var på farten i diverse biler, og ikke fandt ro nogen steder. Og så synes jeg, han ind imellem kommer lidt nemt frem til sine konklusioner, f.eks. da han regner sig frem til, at han kan finde Lene og Abdi til bryllupsfesten – det synes jeg på ingen måde var logisk.

Det irriterer mig også lidt, at der er en hændelse, der bruges tid på at beskrive, og som så fuser ud i sandet: opgaven, hvor Erhard holder vagt i en frimærkebutik en nat, da ejeren er bange for indbrud – jeg savnede en afslutning på den historie.

Alligevel synes jeg stadig, Erhard er en ny og forfriskende type hovedperson, og jeg glæder mig til sidste bind i trilogien, hvor vi formentlig får endnu mere at vide om Erhards fortid.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter