0 kommentarer

De mørke mænd af Jens Henrik Jensen

af d. 5. marts 2015
Info
 
Sideantal

476

Udgivet

2014

ISBN

978-87-400-1350-4

 

En ung museumsinspektør myrdes med to skud i hovedet på Nyborg Slot – i en meget symbolsk sal, hvor det mytiske skyggeparlament, Danehof, holdt til. Mordet hvirvler op i en gammel sag om nogle hængte hunde, som sendte den tidligere jægersoldat Niels Oxen på hovedkuls flugt. Nu tvinges han op til overfladen og må modvilligt samarbejde med sin tidligere makker, den etbenede PET-strømer Margrethe Franck. I det skjulte lurer dunkle kræfter med en uhyggelig magt over liv og død – for hvem mennesker er brikker, der snildt kan ofres i spillet om det endelige mål…

“De mørke mænd” er en gammeldaws spændingsroman, flot researchet, alt for lang i spyttet. Først efter 200 sider kommer der action og tempo i handlingen.

Præmissen med Danehof, et selskab af kappeklædte, magtfulde mænd, der har mødtes i kandelabrenes skær siden Erik Klippings tid i 1200-tallet, er svær at sluge. “Danehof var som en slumrende virus, intakt og dødsensfarlig efter alle disse år.” (Hvad Danehofs dagsorden er, gik aldrig helt op for denne læser – og det er ellers motoren i hele plottet). Samtidig er helten, Niels Oxen, Danmarks højst dekorerede soldat nogen sinde, så overjordisk cool og sej, at bogen til tider føles som et uægte barn af Dan Brown og Jan Guillou.

Jens Henrik Jensen praktiserer konsekvent en i krimigenren meget anvendt teknik, hvor det så lang tid som muligt holdes skjult, hvem kapitlet handler om. Pronomenet ‘han’ dækker undervejs over mange forskellige mandspersoner. Det skaber nysgerrighed, indtil identiteten afsløres, men bliver hen ad vejen et irritationsmoment. Kom nu til sagen, mand, griber man sig i at tænke.

20-30 gange undervejs tænker Oxen på “sagen om de hængte hunde” (den forrige bog i serien). Mindst 20 gange kalder han Danehof-fætrene for “de mørke mænd”. Ikke alene er det dræbende ensformigt, det er også hamrende utroværdigt, at en person ville tænke på en periode i sit liv som en sag om hængte hunde. Og hvem kalder andre for mørke mænd? Jensen er så forelsket i sine egne titler, at han glemmer, hvordan rigtige mennesker tænker. Det er en voldsom mislyd under hele den lange akt.

Den ukritiske blindhed over for egne virkemidler skaber nogle gevaldige huller i troværdigheden. Ville en mand, der ser sin modstander som en morderisk løgner, lade sig iføre bind for øjet og transportere halvanden time af en fyr, der er hyret af modstanderen? Ville tv-nyhederne aften efter aften rydde fladen for at fortælle om en menneskejagt på en gut, der har myrdet en gammel ejer af et dambrug – og undlade et viderebringe nyt om mordet på landets justitsminister? Nej vel. Og så undlader vi nådigst at kommentere på sandsynligheden for, at PET-chefen himself på egen hånd kører en operation, hvori mennesker bedøves og sminkes som lig for senere at genopstå – og dø igen.

“De mørke mænd” er 2’er i en serie med en åben slutning, der peger videre. Mit råd er at læse “De hængte hunde” før denne bog – hvis du har mod på denne noget melodramatiske føljeton.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter