0 kommentarer

De loyale af Delphine de Vigan

af d. 9. september 2018
Info
 
Sideantal

188

Udgivet

2018

ISBN

9788772003931

Originaltitel

Les loyautés

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”De loyale” er Delphine de Vigans femte udgivelse på dansk. Den handler om drengen Théo, hvis liv spaltede sig i to dele, da hans forældre blev skilt. Et absolut uforsonligt forhold mellem forældrene betyder, at moren intet vil vide af, hvad Théo foretager sig, når han er hos faren. Det indebærer et dybt og fundamentalt svigt, som romanen undersøger.

For hvad betyder det for et barn, når halvdelen af hans tid – tiden med den ene forælder – ”udgør en sprække i tid og rum, hvis eksistens vil blive benægtet (…) En uge af hans liv slettet fra kalenderen”?

Théo har fundet ud af, at det sted i maven, der altid gør ondt, holder op med at genere ham, når han drikker alkohol. Så han drikker vodka. Bag et stort skab på skolen, i et hulrum i væggen, sammen med sin bedste ven, Mathis.

Tunge varsler indleder bogen, hvor der om Théo blandt andet står, at han vil ”begrave sig i rusens tykke stof, lade sig tildække og indsvøbe som i et liglagen, i nogle timer eller for altid.” Samtidig har Théos lærerinde, Héléne, en følelse af nedtælling, ”som om en timer er blevet indstillet uden vores vidende, og en dyrebar tid lydløst er ved at rinde ud, så vi bliver ført af sted som et tavst sørgetog hen imod en eller anden absurd afslutning, hvis konsekvenser vi slet ikke kan forestille os.”

Hélène fornemmer, at Théo ikke har det godt og forsøger at finde frem til, hvad der foregår i hans liv. Hun søger samråd i lærerkollegiet, hos sin leder og hos skolens sundhedspersonale, men hendes opsporingsarbejde har svære betingelser på en skole, hvor procedurer og mistillid trumfer personlige relationer og oprigtige samtaler. Skolens personale synes at være mere optagede af at følge reglerne end af at for alvor at se eleverne og tage ansvar. På den måde emmer bogen emmer af kritik af skolevæsenets bureaukratiske arbejdsgange, systemets kulde.

Delphine de Vigans lille, tætte og velskrevne roman får vægt og styrke af, at den er gennemvævet af engagement. Forfatterens ømhed for barnet, hendes skarpe blik for en grum skilsmisses potentielt katastrofale følger, og hendes fornemmelse for hvor let børnene kan gå under radaren og ikke blive set og forstået og hjulpet, mens tid er. Fordi børnene er loyale. Over for deres forældre og over for hinanden.

Analyserne er skarpe og formidles entydigt i fortællingen. Fortælleren er stærkt styrende, eksplicit til stede og overlader intet til læseren, glem ”show it don’t tell it”. Théo bliver i høj grad fortalt. Hans relationer bliver fortalt. Motiverne hos hver enkelt bliver omhyggeligt kortlagt. Læs fx med her, hvor Théo netop er kommet hjem til sin mor efter en uge hos sin far:

”I de første timer efter at han er kommet tilbage, vil hun (moren, red.) iagttage ham med det onde blik, som hun ikke engang er bevidst om, men som han kender til hudløshed – det inkvisitoriske blik. For hun jagter uafbrudt – hos sin søn, som ikke engang er fyldt tretten år – de bevægelser, det tonefald og den kropsholdning, der er karakteristiske for den mand, som hun ikke længere nævner ved navn.”

Fortællingen dirrer sine steder – som i det netop citerede – af harme og målløshed: hvordan kan forældre være så blinde i deres vrede, at de slet ikke magter deres børn? Hélène bryder sig instinktivt ikke om Théos mor, men hun aner samtidig at moren er en kvinde, for hvem meget ikke er lykkedes. Bogen peger på det omfattende svigt som muliggøres, når forældrene ikke magter deres opgave og de næstnærmeste voksne forhindres i at hjælpe i et system, der aktivt modarbejder tillidsfulde relationer og medmenneskeligt arbejde. Jeg håber rigtig mange vil læse Delphine de Vigans bog!

 

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter