0 kommentarer

De fortabte spillemænd af William Heinesen

af d. 2. februar 2013
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

282

Udgivet

1990

ISBN

87-01-02382-9

 

William Heinesen er færøsk litteratur for danskerne. Men knap så meget færøsk litteratur for færingerne. For han skrev på dansk, og det generede ikke blot de nationale, hjemstavnsfolkene, 200 procents færingerne. Mens hans romaner blev markedsført som færøske i Danmark, blev de generelt ikke anset som færøske i Nordatlanten.
»De fortabte spillemænd« er en roman, der altid er blevet refereret til, når Færøerne en sjælden gang kom i medierne i Danmark. Den første sætning, »Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land« er den slags, der citeres i rejseguidebøger – og den er da også bare formidabel. Det erkender man især, når man har sat sine ben på øerne en dag, hvor solens stråler titter igennem et skydække.

De fortabte spillemænd er Moritz, Sirius og Lille-Kornelius, der er søn af klokkeren og vindharpespilleren Kornelius. De nyder livet, brænder sprit, elsker og filosoferer, og de slås med bøllen Matte-Gok, den hellige bankbestyrer Ankersen og hans vækkelses- og afholdsforening samt den selvfede kultusminister Østermann. Alt, hvad der kan uddrives af ondt og kedsommeligt, forsøger de at gøre kål på med deres spilleglæde og musik. Der kommer et dødsfald i vejen. Og William Heinesen fabulerer og gør sig munter, gør han. Selv om det nogle gange bliver lidt for meget – specielt hvis man forsøger at læse romanen i ét stræk.

Heinesen lægger ud med høj fart, og den aftager ikke – tværtimod. Hans bande med spillemænd styres af sprut, musik og kvinder. Måske skyldes det ikke kun sproget, at en stor del af færingerne ikke læste ham.

En særlig kvalitet ved »De fortabte spillemænd« er Heinesens kollektive persongalleri. Alle personer er hovedpersoner for en tid for senere igen at blive bipersoner. Troskyldigheden går under for blot at genopstå i andre mennesker. Det enkelte menneskeliv spiller ikke så stor en rolle heroppe i den mægtige natur, hvor andre kræfter står langt over individet.

De onde får en dag deres regning, mens Heinesen lader sine foretrukne personer praktisere livsglæde og tilgivelse. Den skat, som den onde Matte-Gok fik franarret den fattige Sirius ender med at synke ned på havets bund – og de onde synker også til bunds.

Bogen er fyldt med poesi og menneskeskildringer med mange facetter. Spillemændene kæmper en unfair kamp mod religiøs fanatisme, griskhed og beregnende mennesker, mod de smalsporede og livsfjendske kræfter. Da er den en lise at møde Moritz’ kone, Eliana, med gudindeblikket – den »meget musikalskje flasketryllerske Aliana«, der er »ung og glad som en nys ilandstegen Afrodite«.

Spil den igen, William!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter