0 kommentarer

De forbandede af Joyce Carol Oates

af d. 24. august 2015
Info
 
Sideantal

712

Udgivet

2014

ISBN

978-87-12-04936-4

Originaltitel

The Accursed

Udgave

1. udgave

 

Med “De forbandede” har det amerikanske forfatterikon Joyce Carol Oates skrevet en gotisk murstensroman (712 tætskrevne sider) med så mange lag, at man uvilkårligt svimer af beundring – og dåner af udmattelse.

I den lille, velstående universitetsby Princeton rammes den aldrende præst William Slades familie i 1905 af en uhyggelig forbandelse, der på djævelsk vis berøver ham hans fire elskede børnebørn. I udkanten af byen begås samtidig indtil flere uforklarlige mord, og to uskyldige sorte lynches af Ku Klux Klan. Er selveste Satan på spil?

Oates lader en fiktiv amatørhistoriker berette om de fantastiske hændelser for over 100 år siden. Han er efterkommer af Slade – og i øvrigt en selvfed klovn, der konstant pukker på andre historikere for ikke at være lige så velinformeret som han selv.

Et enormt persongalleri af lærde lektorer, sygelige frøkener, sexforskrækkede kirkegængere, idealistiske socialister og kyniske kapitalister udfoldes med stor entusiasme og sans for både store og små detaljer (kvindernes beklædning får megen plads). Det er sjovt på den sarkastiske måde, dybt underholdende, afsindig interessant – og alt for meget af det gode.

Oates morer sig med at pille vingerne af historiske koryfæer som tidligere præsident Woodrow Wilson, der endnu kun er rektor for Princeton og fremstilles som en anæmisk, selvhøjtidelig pedant … succesforfatteren Jack London – narcissistisk, racistisk bralrerøv … Mark Twain – fordrukken libertiner … socialisten Upton Sinclair – introvert hysteriker med spiseforstyrrelser.

Også elementer fra eventyrgenren og den religiøse mytologi inddrages. Vi er fx på besøg i Moseriget, hvor den sataniske fyrste og hans smukke søster spiller dam med deres gæster; taberen mister hovedet.

Meget kan man sige om Oates, men hun fedter ikke med virkemidlerne.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter