0 kommentarer

De ensomme af Håkan Nesser

af d. 21. januar 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

495

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7053-583-0

Originaltitel

De ensamma

 

1975. Seks venner og en bekendt, alle midt i tyverne, går på svampejagt. Maria falder ud over Gåsaskrænten, også kendt som dødeskrænten. Var det en ulykke? Selvmord? Mord? Og hvad var det præcis, hun råbte på vej ned?

2010. En mand falder ud over Gåsaskrænten. Manden viser sig at være Marias kæreste fra dengang for femogtredive år siden. Hvorfor i alverden skulle netop disse mennesker dø? Valgte de det virkelig selv…

De to hændelser finder sted i Håkan Nessers fiktive by Kymlinge, så det faste makkerpar Gunnar Barbarotti og Eva Backman må naturligvis på sagen. Både den (sagen) og vi (læserne) er således i de bedste hænder. Nesser er en dreven krimikonstruktør, personer og begivenheder er troværdige, plottet afvikles som altid i et roligt tempo, der hverken keder eller stresser. Personligt savner jeg Nessers gamle helt, van Veeteren, men Barbarotti er bestemt et hyggeligt bekendtskab. I tilgift hviler der den dér ærkesvenske stemning over historien – kønne lyshårede mennesker, ulidelig lethed og tyngde, klippeskrænter, krebsekilder og Kalles Kaviar.

Hvert andet kapitel foregår i nutiden, hvor Barbarotti & Backman med uvant besvær søger at optrævle den gådefulde sag. Hvert andet kapitel er henlagt til dengang, hvor de seks venner hver især udvikler sig i forskellige retninger frem mod den tragiske episode: Den filosofiske teolog Rickard og hans venstresnoede, tilbageholdende kæreste Anna. Den charmerende Tomas med det lyse sind og hans kønne kæreste Gunilla, der har så svært ved at blive gravid. Den depressive kvindebedårer Germund og den sære og (efter eget udsagn) onde spurv Maria.

Nesser lægger snedigt fakta frem, så man sagtens kan forestille sig, at både Maria og Germund kunne have valgt selvmordet med femogtredive års mellemrum, de er begge såkaldte undtagelsesmennesker, men i lighed med de to politifolk vægrer man sig ved at tro, at sandheden er så enkel. Måske er Nesser en anelse sendrægtig (50-100 sider for meget), men afslutningen er, som sådan en skal være: Overraskende, tilfredsstillende.

Det er elegant, som Nesser formår at give de seks unge mennesker hver sin stemme og personlighed – og senere igen som tresårige. Ikke alle slipper gennem livet med idealismen og illusionerne i behold. Den lune svensker skriver altid med en ræv bag øret, men “De ensomme” er skam også alvorlig på den Norén’ske måde: “Menneskets grundlæggende vilkår er ensomheden, det er ingen nyhed” og “Det er kun i dødens spejl, at man rigtigt kan skelne livet.”

Lad os slutte af med et par citater, der karakteriserer den altid ærlige og eftertænksomme Barbarotti: “Jeg går rundt med en diffus kløe i sjælen” (sagen irriterer ham) og “Jeg bryder mig ikke om mennesker med succes … det er den barske sandhed.” I øvrigt kommer der nye boller på suppen i Barbarottis seks år gamle pointregnskab med Vorherre.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter