0 kommentarer

De andre af Anna Grue

af d. 8. november 2012
Info
 
Sideantal

248

Udgivet

2011

ISBN

978-87-400-0305-5

 

Normalt er det krimierne og “Den skaldede detektiv” vi kender Anna Grue for, men nu har hun altså debuteret med en novellesamling på ti meget fine og dybsindige noveller.

Jeg sidder i flyet og er på vej til Cruis – en lille bjerglandsby i Provence.
Noveller er glimrende underholdning når man er på farten. Små historier der rummer en masse. De er hurtige at læse og dejlige at sidde og reflektere over.

I dette tilfælde kan rammerne dårligt være bedre, da Anna Grue skrev bogen i løbet af fire måneders isolation i et lejet hus på en fransk bjergtop.
Titelnovellen “De andre” kunne meget vel være bygget over forfatteren selv, og som de andre noveller i bogen beskriver den på bedste vis, hvordan vi bliver påvirkede når andre mennesker blander sig i vores liv.

I disse noveller oplever vi konsekvenserne af utidig indblanding, det følelsesmæssige register der træder i kraft, den irritation og afmagt vi risikerer at komme til at stå i, når de andre vader ind over vores privatsfære.
Især “Blodbøgen” rørte mig dybt, den måde hvorpå den er skrevet og hele den indføring i pensionisten Hermans liv, er en sjælden god læseoplevelse.

Bogens opbygning, hvor nogle af novellerne flettes sammen, giver lidt en følelse af roman, hvor læseren følger personudviklingen og sætter novellerne i relief til hinanden.
Det gælder for “Ude af syne, 1981” hvor vi møder den unge Trine, der nyuddannet fra skolen for brugskunst, er ude og søge job. I “Ude af syne, 2008” er hun en succesfuld selvstændig og rollerne er vendt 180 grader.

Jeg må konstatere at Anna Grues debut som novelleforfatter er på fuld højde med hendes krimi og jeg vil med glæde læse flere, hvis hun skulle få lyster i den retning.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter