0 kommentarer

de af Helle Helle

af d. 15. maj 2018
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

158

Udgivet

2018

ISBN

9788763857628

 

Helle Helle er ikke en metervareforfatter der sprøjter bøger ud på samlebånd. I betragtning af at det i år (2018) er 25 år siden hun debuterede med romanen “Eksempel på liv”, kunne man forvente en meget lang række titler fra hendes hånd, men da jeg ikke har på fornemmelsen at Helle Helle udgiver bare for at udgive, er der langt imellem hendes bøger. Som regel er de ventetiden værd, selv om jeg må indrømme, at jeg er blevet skuffet et par gange. Men ikke denne gang!

Jeg tænker at Helle Helle med “de”, er tilbage ved udgangspunktet. Ved det hun kan, og det hun gør allerbedst. Romanen der på overfladen ikke gør meget væsen af sig, beskrivende en ganske almindelig hverdag med meget få ord. Men i “de” er det tydeligt at der er gået 25 år siden debut’en. For selv om sætningerne stadig er ultrakorte og selv om de stort set kun beskriver det der sker på hver side af en given hændelse, så er det meget dybere denne gang. Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet “sofistikeret” om hendes skrivestil, da det antyder en eller anden form for litterært snobberi, og det er ikke hvad jeg ønsker. Jeg kan bare ikke finde et bedre ord, for det er bare virkelig sofistikeret, gennemarbejdet og smukt.

“de” er en skildring af et mor-datter-forhold. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80’erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det. Det er et intimt portræt af en teenagepige og en beskrivelse af hendes sorg omkring sin mors sygdom.

I 2011 udgav Helle Helle “Dette burde skrives i nutid”. Denne gang gør hun det – skriver hun i nutid. Pigen, som bogen handler om, lever i nuet. Hendes mor lever i nuet. Hele bogen lever i nuet, og alt hvad der er sket tidligere, beskrives også i nutid. Sprogligt giver det ind imellem nogle mærkelige sætninger, men på grund af denne skævhed, kan Helle Helle lægge meget store fortællinger ind i dem, uden at sige ret meget. For det er det der er hendes styrke, at skrive store historier, stort set uden at bruge ord.

Vi ved ikke med sikkerhed hvad der er gået forud for den tid vi får lov at følge pigen og hendes mor. Men det antydes at der ligger en splittet familie og en hel del flytninger bag parret, ligesom det mere end antydes at der kun er de to tilbage. Der er ikke noget familie eller en hel masse venner at læne sig op ad, når livet er svært og sygdommen banker på. Vi får heller ikke udpenslet tanker og følelser, men vi får små sætninger der hver især skubber til læseren, og derigennem får vi lov til selv at give personerne krop og sjæl. På den måde bliver de levende og troværdige, fordi jeg som læser i høj grad selv er med til at skabe dem. Det er ikke kun forfatterens personer. Det er mine.

Selv om bogen kun er på 158 sider, tager det lang tid at læse den, fordi den kræver noget af sin læser. Gør dig selv den tjeneste at lade det tage den tid det tager. Og når du så er færdig, så bør du læse det første kapitel igen. Det løfter lige fortællingen et hak.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter