0 kommentarer

Davids historie af Rebekka Ravn

af d. 4. juni 2009
Info
 
Sideantal

255

Udgivet

2008

ISBN

978-87-88802-21-4

 

Anderledes fremtidsfortælling fra udlandsdansker, der imponerer og skuffer på samme tid.

I en nær fremtid er den unge David ansat i en ikke nærmere defineret hemmelig tjeneste. Sammen med den jævnaldrende og meget smukke Leika (fra en anden tjeneste, måske) og den troende og ivrigt bibelciterende munk Jonatan, drager han ud for at finde en mystisk fjende fra fortiden – kun kendt i bogen som ham.

Bogen præsenterer en række spændende enkelt events og plottvists på den lange eftersøgningsrejse der foregår på samme måde som Tarkovskis filmopus ”Stalker”, altså pr. tilfældighedsprincip. Undervejs gives der plads til at udvikle et kompliceret forhold mellem Leika og David. Men rejsen er forvirrende, det forklares ikke hvorfor vi lige er der hvor vi er, og hvorfor vi bryder op, der er ikke nogen tydelig ydre nødvendighed i plottet, men undervejs kommer vi en række samtaler og scenarier igennem, der giver et interessant billede af Ravns fremtidsverden. Der antydes et måske militant styre, der antydes en række hemmelige selskaber, i indbyrdes magtkamp, der antydes en krig og dermed fjendebilleder, men vi får kun brudstykker serveret, intet overblik. Indimellem præsenteres en række flashbacks hvorigennem vi faktisk FÅR Davids historie fortalt.

Ravn skriver godt og interessant, og giver som tvist sin hovedperson fækale problemer under pres, i en sådan grad og skrevet så tilpas uhumoristisk, at også læseren synes han er underlig (det synes David også selv, men af andre årsager). David bruger sine omgivelser til egen vinding, og er god til det. Han lyver, muligvis også overfor læseren, men bliver i denne bog også selv brugt (uden at andre end læseren opdager det). Desværre skuffer romanen lidt. Dels ER den forvirrende og bevæger sig på grænsen af det uvedkommende, og dels ender den uforløst, der kommer ikke dét opklarende klimaks som man forventer efter al forvirringen, der er ingen frelse for David – eller for hans afføringsproblemer. Det gør at bogen står tilbage som både anderledes angrebet og en interessant fortælling, men med en lidt flad læseoplevelse. Læseren investerer mere i bogen end man får tilbage.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter