0 kommentarer

Darkest Minds – Ond Vilje af Alexandra Bracken

af d. 7. august 2018
Info
 
Sideantal

461

Udgivet

2018

ISBN

9788763854900

Originaltitel

The Darkest Minds på dansk ved Thomas Munkholt

 

Darkest Minds – Ond Vilje er for dig, der er vild med dystopisk fantasy og elskede The Hunger Games og Divergent bøgerne.

Bogen handler om 16-årige Ruby, der bor i en lejr for de overlevende børn og unge. Når børn runder deres 10 års fødselsdag, udviser de nogle symptomer, der enten dræber dem eller giver dem nogle kræfter, der skræmmer de voksne og sender dem direkte i en såkaldt rehabiliteringslejr. Her bliver børnene inddelt i fem farver, alt efter hvad deres kræfter består i. Grøn betegner dem, der har en forhøjet intelligens. Blå er telekinese, mens gul er even til at skabe og kontrollere elektricitet. Orange er evnen til at kontrollere sindet, minder og følelser, mens rød betegner dem, der kan skabe og kontrollere ild. Grøn og blå ses som de mildeste kræfter, mens de tre andre er farlige, hvoraf mange af børnene er blevet fjernet (dræbt) fra de forskellige lejre. Det er derfor ikke mærkelig, at Ruby lader som om, at hun er grøn, i stedet for at tilkendegive sine sande kræfter, der er orange. Men det opdages selvfølgelig, og nogle ønsker at hjælpe Ruby, så de befrier hende fra lejren. Ude i den virkelige verden må hun navigere mellem løgn og sandhed og finde ud af, hvem hun kan stole på, og hvem der er hendes venner.

Romanen er spændende, og der er fart over feltet. Jeg er vild med dystopiske romaner, fordi jeg synes, det er interessant og nervepirrende at læse om, hvad der sker med mennesket og vores (med)menneskelighed, når verden pludselig er en anden. Det er også tilfældet her, hvor børnene må finde på nye måder at leve på, når de er sluppet fri af de voksnes hænder. Bracken leverer et indlevesrigt indhold og et lækkert flydende sprog, og man er derfor hurtigt fanget af fortællingen. Karaktererne har dybde, og det er spændende at følge med i deres udvikling, især Rubys. Hver karakter får hver deres særheder, der gør dem til helt unikke personer. Bogen omhandler ikke kun et problem, men tager også fat på alt det midtimellem, og det giver fortællingen lidt mere dybde.

Det kan selvfølgelig ikke undgås, at der skabes associationer til andre dystopiske ungdomsromaner, hvor børnene er heltene, og de voksne er skurkene. Men jeg synes ikke, at det gør noget, og Brackens roman er et frisk pust i den kategori. Plotmæssigt og karaktermæssigt adskiller den sig såmænd ikke så meget fra de andre i samme stil – vi har en kvindelig helt, der skal gøre op med det nuværende system. Den kvindelige helt møder en fyr, og kærligheden blomstrer. Undervejs må der tages nogle valg, der får konsekvenser for nogle, og hvor den kvindelige helt må ofre sig for andre. Samtidig viser personer sig at være noget andet, end hvad de giver sig ud for at være. Så ikke ligefrem noget nyt på den front. Men det gør som sagt ikke noget, og jeg giver bogen 4 stjerner.

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter