0 kommentarer

Dagmar – Maria Feodorovna af Maria Helleberg

af d. 10. februar 2008
Info
 
Sideantal

286

Udgivet

2007

ISBN

978-87-638-0676-3

 

Jeg savner Dagmar. Efter at have levet tæt sammen med hende i flere dage er det svært at undvære hende. Også selvom hun har været rædsomt irriterende – forkælet, opblæst og selvcentreret.
Hun havde ellers en solid baggrund for at blive et fornuftigt og jordbundent menneske. Prinsesse, ganske vist, men ud af en nøjsom, småfattig tronfølgerfamilie, hvem det altid lå på sinde at være varsom. Alt, hvad der omgav familien, var den danske stats ejendom, og derfor lærte børnene at passe på tingene. Ligesom de blev opdraget til at være ydmyge overfor deres rolle og opgave samt skønne på de gunstbevisninger, de modtog fra folket. Næh, baggrunden var der intet i vejen med.
Men så giftede Dagmar sig ind i den russiske zarfamilie. Magtfuld, enevældig og enestående rig. Hun kom højt på strå. Men blev stækket.
Hun blev anbragt ganske ensom i et af Vinterpaladsets store gemakker. Hun blev klædt i overdådigt tøj, der var hende ganske fremmed og slet ikke klædeligt til hendes lille, spinkle skikkelse. Hun blev viet til den kluntede bror til den (afdøde) mand, som hun havde elsket. Zarfamilien tog børnene fra hende straks efter fødslen for at overlade dem til ammer og barnepiger, og børnene tilgav hende aldrig hendes fravær. Hun ønskede sig arbejde og indflydelse, men fik kun ubetydelige opgaver. Hun drømte om et Rusland, der var demokratisk, oplyst og rigt som hendes fædreland, men fik kun hån for sine meninger.
Alligevel tilpassede hun sig. Og blev om nogen den, der forventede etiketten ved det strenge hof overholdt. Hvorfor gjorde hun ikke oprør? Hvorfor fandt hun sig i, at hendes svigerfar, den store zar, aldrig talte med hende, men kun om hende? Hvorfor levede hun med, at hendes mand, den næste store zar, ikke regnede hendes holdninger for noget? Hvorfor forlangte hun ikke som minimum at være mor for sine børn?
Man undres. Og undres. Og undres. Mens man 286 sider igennem oplever en Dagmar fortælle om sit liv, som var hun selv tilskuer til det. Hun har hovedrollen, og hun kan replikkerne. Men forstår hun dem? Det ved man faktisk aldrig helt.
I guder, hvor er hun irriterende. Og hvor man dog savner hende, når den 286. side er lukket.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter