0 kommentarer

Dage med galopperende hjertebanken af Maja Lee Langvad

af d. 9. juni 2017
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

157

Udgivet

2017

ISBN

9788702224924

Originaltitel

Dage med galopperende hjertebanken

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Forfatteren Maja Lee Langvad (født 1980) blev født i Sydkorea, men blev adopteret af et dansk ægtepar da hun var 3 måneder gammel. I perioden 2007-2010 boede hun i Seoul i Sydkorea, hvor hun mødte sin biologiske familie og forsøgte at genetablere de kulturelle bånd og familiære forbindelser hun har til sit fødeland.

Bogen ”Dage med galopperende hjertebanken” er forfatterens tredje bog, og temamæssigt lægger denne bog sig meget tæt op af de to forgående bøger ”Find Holger Danske” og ”Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption”, der ligeledes er anmeldt her på sitet.

”Dage med galopperende hjertebanken” har Maja Lee Langvad selv som hovedperson. Hun er flyttet tilbage til København, men er desværre blevet ramt af stress i en grad så det kan være vanskeligt at få en almindelig hverdag til at fungere optimalt.

Tanker om familieforhold, tilhørsforhold, parforhold, identitet (eller mangel på samme), manglende overskud og den rosenhave hun altid har ønsket sig formår at fylde hendes dage – når hun altså ikke lige skriver på sin seneste bog, som muligvis bliver den sidste, der lægger sig så tæt op af forfatterens eget liv.

”Dage med galopperende hjertebanken” er en bog fyldt med korte sekvenser om ovennævnte emner. Der er tale om en indadvendt og eftertænksom bog, der hjælper forfatteren – og måske også læseren – med at forstå hvordan man påvirkes af det samfund og den kultur man lever i.

Bogen er på mange måder interessant læsning, men det er også en bog, der for denne læser kan have tendens til at blive lidt fodslæbende. Fodslæbende forstået på den måde, at denne anmelder godt kunne ønske sig at se forfatteren skrive bøger, hvor hovedtemaet er et andet end adoption. Med dette fromme ønske demonstrerer jeg naturligvis, at jeg ikke aner hvordan det påvirker et menneske at være adopteret, men forfatteren har tydeligvis et stort talent for at skrive – og jeg ser gerne dette talent blive brugt til at skrive om andre emner – og måske i helt andre genrer.

”Dage med galopperende hjertebanken” får 3 store stjerner. Bogen er væsentlig, men den er desværre ikke helt så læseværdig og interessant som forfatterens to tidligere bøger selvom Maja Lee Langvad i høj grad har talent for at skrive.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter